Telegram

Politi bekræfter: Fotograf anholdt og løsladt

Journalister bliver nu smidt væk fra de migranter og flygtninge, der går på E45-motorvejen i Sydjylland.
Telegram
9. september 2015 kl. 18:06

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en fotograf og smidt de journalister, der gik med de flygtninge og migranter, der vandrer på E45-motorvejen i Sydjylland, væk. Det bekræfter Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge politiet blev journalister og fotografer bedt om at holde sig fra selve vejbanen, og da en fotograf fra Politiken nægtede at følge denne ordre, blev han anholdt og kørt til Aabenraa.

Her er han blevet afhørt og løsladt igen, oplyser politiet. Fotografen er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Klokken 13 torsdag oplyste politiet alle borgere - inklusiv medier - om, at det er ulovlig at opholde sig på motorvejen. Det forbud blev klokken 17:30 håndhævet.

Anholdelsen skete ved afkørslen til Aabenraa Syd. Journalisterne på stedet blev bedt om at forlade stedet. Hvis ikke de gjorde det, risikerede de anholdelse, sagde politiet på stedet ifølge Ekstra Bladets journalist.

Sideløbende blev tre mandskabsvogne kørt op til de vandrende migranter og flygtninge, skriver Ekstra Bladet.

Anholdelsen har fået formanden for journalisternes gruppe i Dansk Journalistforbund, Rasmus Mark Pedersen, til at indgive en klage til politiet.

- Det er tidligere blevet slået fast, at journalister, der dækker andres ulovligheder, godt må følge efter lovbryderne - bare de ikke selv opfordrer til kriminalitet, skriver han blandt andet i klagen.

- Vi vil som presse på ingen måde hindre jer i at udføre jeres arbejde. Men I skal heller ikke hindre os i at udføre vores. De indgreb i pressefriheden, I har gjort i dag, er til skade for demokratiet og den oplyste debat.

Syd- og Sønderjyllands Politi har også indført flyveforbud over gruppen af vandrende migranter og flygtninge, fordi de ifølge politiet blev skræmt af nyhedshelikoptere.

/ritzau/

Opdateret 9. september 2015 kl. 20:11

Anne-Marie Krogsbøll

Se, det forstår jeg ikke. Politiet er på en svær opgave, og har indtil nu forsøgt at undgå eskalering. Jeg går ud fra, at selve linjen lægges fra politisk hold. Men en ting er, at man ikke vil have private biler til at tage flygtningene op - men hvorfor må medierne ikke være der? Nu begynder jeg at blive endnu mere bekymret over, hvor det her ender.

Når først man begynder at lukke medierne ude, så er der noget helt galt.

Peter Hansen, Nanna Wulff M., Marianne Rasmussen, Hans Larsen, Arne Lund, Benjamin Bach, Tue Romanow og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

http://politiken.dk/udland/fokus_int/Flygtningestroem/ECE2834476/politik...

Jeg troede ikke en gang, at det var lovligt at formene medierne adgang til den slags. Gad vide hvem der har besluttet det? Gys.

Det må sgu være uhyggeligt at være alene med en politistyrke, der smider medierne væk -- især når man ikke kan kommunikere rigtigt med dem.

I endnu højere grad, hvis man vidste, at selvsamme danske politi har politisk mandat til at nedbringe antallet af flygtninge -- næppe et juridisk mandat, men politiet har gjort flere ting, der ikke forholdt sig til juraen både før og nu.

Desto mere grund til at dokumentere situationen, kære journalister.

Marianne Rasmussen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Den slags hændelser finder kun sted fordi de er sanktioneret fra højeste sted. Falder fint i tråd med Pinds forslag om at ville tæmme medierne.

Vibeke Rasmussen

Anne-Marie Krogsbøll, tidligere har politiet også indført overflyvningsforbud, da fly og helikoptere skræmte gruppen. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Jeg tror også godt, jeg kan sætte mig ind i det grænseoverskridende i, mens man er på flugt, at blive (for)fulgt af en sværm af pågående journalister og fotografer.

Og når medierne skriver "blev smidt væk", skal det jo ikke tages bogstaveligt. Og da slet ikke når EB er involveret!

Jeg vælger at tro det bedste om politiet i denne situation. Hvad pokker skal de stille op! De flygtende vil til Sverige og vil ikke registreres her, men dansk politi er forpligtet til at registrere dem her. Og svenskerne vil jo ikke uden videre modtage dem.

Michael Kongstad Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg er også lidt bange for de danske journalisters "event-hunger".

Anne-Marie Krogsbøll

Vibeke Rasmussen:

Måske har du ret, især mht. overflyvning, som sikkert er ubehageligt at blive dusat for. Men jeg forestiller mig nu, at flygtningene må være interesserede i, at medierne dækker denne sag. Medierne er i hvert fald i et vist omfang en slags garant for, at tingene går rigtigt for sig, og samfundet har også en legitim interesse i at vide, hvad der foregår.

Men jeg er da enig i, at medierne også bør tage hensyn, og ikke overskride folks grænser.

I følge denne artikel er politiets begrundelse, at det er FORBUDT at gå på motorveje...
En noget søgt begrundelse i denne situation, synes jeg.

Men i så fald må det vel stadig være tilladt at følge med ved siden af motorvejen?

Vibeke Rasmussen


Udlændingene på motorvejen råbte "SWEDEN SWEDEN SWEDEN"
.

"JydskeVestkystens journalist Henrik Dürr har overværet den strøm af udlændinge, der fortsat bevæger sig nordpå på den afspærrede motorvejsstrækning mellem Padborg og Kruså.

- De er hundredvis. Jeg var oppe på motorvejsbroen, og da de gik under den og så medierne, så begyndte de meget højt at råbe: "SWEDEN SWEDEN SWEDEN", fortæller Henrik Dürr.

Han fortæller, at to mænd løb fra mængden og op til ham på motorvejsbroen.

- De bad mig om at ringe efter en taxa, så de kunne komme til Tyskland. De ville selvfølgelig helst til Sverige, men nu ville og turde de ikke længere, fortæller Henrik Dürr.

Flere var dog allerede i færd med at ringe efter taxaer, men ingen kunne tilsyneladende komme igennem. Det endte derfor med, at mændene igen gik ned og indhentende mængden på motorvejen.

Henrik Dürr fortæller, at de hundredvis af udlændinge fortsat bevæger sig nordpå, og at situationen ikke ser ud til at blive løst foreløbig.

- Der var ikke særligt meget politi, men det politi, der var, sørgede for at give dem vand. Det er vigtigt at få med, siger Henrik Dürr."

Dansk Politi stiller nu op i kamp-uniformer . Danske og tyske journalister anholdes ifølge øjenvidner.