- Jeg står helt på mål for de beslutninger, der blev truffet, da jeg var statsminister.
Sådan lyder det fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter, at regeringen officielt har meldt ud, at man går efter at skaffe Thorning jobbet som FN's kommende flygtningehøjkommissær.
I kølvandet på sidste års voldsomme stigning i antallet af asylansøgere, valgte den daværende regering med Helle Thorning-Schmidt i spidsen at stramme reglerne for asyl og familiesammenføring.
Reglerne betød blandt andet, at asylansøgere skulle vente et år på at blive sammenført med deres familie, og det affødte skrap kritik fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), der opfordrede Thorning til at droppe forslaget.
Det skete som bekendt ikke.
- Man skal huske på, at Danmark er og altid har været en stærk samarbejdspartner for UNHCR, siger Helle Thorning-Schmidt.
Spørgsmål: Men hvorfor lyttede du ikke dengang til kritikken fra UNHCR?
- Jeg har ikke mere at tilføje til det, jeg har sagt. Jeg står fuldstændig på mål for de beslutninger, der blev truffet. Og det at være flygtningehøjkommissær handler om mere end UNHCR's forhold til Danmark, siger hun og fortsætter:
- Mere end 60 millioner mennesker er på flugt. Det er et enormt problem, som skal løses af verdenssamfundet, og hvor alle skal engagere sig.
Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrer til, at man ser ud over den danske debat i dette spørgsmål:
- Jeg tror, at man skal fastholde det internationale perspektiv på det her internationale job, siger han.
- Og jeg kender Ban Ki-moon (FN's generalsekretær) godt nok til, at han har et godt blik for proportioner. Og ser man Danmark udefra, ser man et land, der er en del af en meget, meget eksklusiv klub af lande, der efterlever FN's mål for udviklingsbistand.
/ritzau/
Tjae nå
Det er godt, at moral etik og principper ikke er en del af politikerenes liv. Medens "looking out for number one" er en fast bestanddel af levebrødspolitikerne handlinger.
Måske skulle vi tilbyde hende at blive Danmarks ambassadør på Månen, hvis det slår fejl med FN. Hun kan trække på samme erfaringsgrundlag som hun har givet til FN.
Hvorfor skal vigtige poster i FN og EU bruges som elefantkirkegårde?
"- Jeg har ikke mere at tilføje til det, jeg har sagt. Jeg står fuldstændig på mål for de beslutninger, der blev truffet."
Thorning slukker som vanligt for mikrofonen og har intet at føje til fortidens udsagn eller handlinger. Det er som det er, nemlig et spil som hele verden må 'engagere sig' i - og lige nu står jeg på mål for 'de beslutninger' vi i øvrigt ikke skal tale mere om.
Hvad er nu det?!?
Også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opfordrer til, at man ser ud over den danske debat i dette spørgsmål: - Jeg tror, at man skal fastholde det internationale perspektiv på det her internationale job, siger han.'
For mig lyder det enten, som om prestige i en sådan international stilling i FN er så stort, at den skal opnås uanset hvad. Eller at LLR håber på at HTS vil kunne ændre på UNHCR's holdning i flygtningespørgsmål - eller, og her bliver det virkelig sjovt, at den hårde linje over for flygtninge kun er et 'spil' for at tilfredsstille det danske 'folk' (DF og ditto vælgere).
Eller er der andre begrundelser?
han kan vel også ønske hende ud af landet. Vil man af med en medarbejder man ikke kan fyre, skal man give ham/hende en anbefaling som gør hun bliver ansat et nyt sted.
Britta - eller, internationale perspektiver og jobs overlader jeg til andre...
Politik handler altid om at vælge - ofte mellem flere onder, hvor man så må håbe, at det mindste onde vælges.
Dét gjorde Thorning i foråret 2015, da flygtningestrømmen var så hastigt voksende, at noget skulle gøres.
De ærede debattører her har ALDRIG et alternativ til de valgte metoder, faktisk har jeg sjældent set nogen komme med produktive, konstruktive forslag.
Der må da være en grænse for, hvor mange flygtninge, vi kan modtage i vort land.
Så jeg synes godt om politikere, der tør vælge, når der skal vælges - og jeg foragter de, der ikke tør fremkomme med alternativer og stå ved dem, dvs. afsætte midler til at løse det konkrete problem.
Thorning er en formidabel politiker iflg. mine erfaring - og jeg vil være mere tryg ved hende som leder af UNHCR end ved så mange andre politikere, jeg har kendskab til.
Så det glæder mig, at hun tager imod udfordringen - og det glæder mig, at en V-statsminister Løkke Rasmussen også har respekt for sin tidligere top-modstander i dansk politik.
Sådan bør det være - respekt - og ikke alle disse kludefortællinger i Informations debatspalter.
Det mindste onde for de danske vælgere er vel ar eksportere denne udulius til Helle til stakkels FN
Helle Thorning står på mål for sin egen pengekasse. Det har hun altid gjort, og det er det hun kan. Resten er uspiselig flødeskum.
Helle Thorning-Schmidt's største talent er, at hun kan ævle løs i timevis uden at sige et ord...
Herman Hansen: Dit største talent er, at du ikke forstår et ord ...
Måske fordi du fokuserer på personen og ikke på indholdet ;-)