Telegram

Venstres klima-besparelser ligner en død sild

Venstre-regeringens plan om at save 338 millioner kroner af miljøindsatsen får kold skulder i Folketinget.
Telegram
1. september 2015 kl. 15:01

Det ser umiddelbart ikke ud til, at Venstre-regeringen kommer ret langt med sin plan om at spare 338 millioner kroner på forskellige miljøtiltag i denne valgperiode.

For selvom der er opbakning til besparelserne fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, så er det endnu engang De Konservative, der stikker en kæp i hjulet for regeringens ønsker om at hente penge på miljøområdet.

Partiets miljø- og klimaordfører, Mette Abildgaard, kalder spareplanen - som dagbladet Information omtaler tirsdag - for "deprimerende læsning".

- Selvfølgelig kan vi se på, om der er enkelte initiativer, hvor vi kan bruge pengene bedre. Det er vi altid åbne over for, men det her ligner bare en helt systematisk slagtning af området, siger hun.

Det er anden gang på få uger, at De Konservative skyder med skarpt mod regeringen, når det kommer til klimaområdet. I august reagerede partiet kraftigt imod regeringen ønske om at lempe CO2-målsætningen.

Og der er ikke meget hjælp at hente på den anden side af Folketinget:

- Der er snart ikke meget miljø tilbage i Miljøministeriet, siger De Radikales miljøordfører og tidligere miljøminister for SF, Ida Auken.

Socialdemokraterne er heller ikke begejstrede, og SF frygter, at det vil koste arbejdspladser at slippe speederen fra den grønne omstilling, mens Enhedslistens ordfører på området Maria Reumert Gjerding slet og ret erklærer sig "fuldstændig rystet og rasende".

Ifølge Information, der har fået fat i dokumenter fra Finansministeriet, lægger regeringen blandt andet op til, at dele af Naturplan Danmark skaleres ned, at klimapuljen fra sidste års finanslov tilbagerulles, og at puljen til "grønne ildsjæle" sløjfes.

Sammenlagt peger finanslovnotaterne på potentielle besparelser på det grønne område på knap 340 millioner kroner for perioden 2016-19.

/ritzau/

Jens Jørn Pedersen

Venstre ser ikke ud til at være klar over, at det i stor udstrækning vil være indenfor vedvarende energi og renere mad, udviklingen vil foregå de næste mange år. Men Venstre vil gerne koble Danmark af denne produktion og reducere antallet af arbejdspladser i Danmark. Venstre vil gerne sende så mange arbejdspladser som muligt ud af Danmark, det er for dyrt at have dem her. Så alt det, der kan skabe en god udvikling i Danmark skal have trukket tæppet.
Hvem Venstre har aftaler med i den sammenhæng ved jeg ikke.
Dansk landbrug er på vej ned, hvilket skyldes, at især Arla og Danish Crown mener, at Danmark er et godt sted at masseproducere madvarer.
Fremtiden for dansk landbrug ligger indenfor specialiteter, renere madvarer (der ikke fremprovokerer allergi), madvarer med mere indhold og smag end i de sydlige lande. Jeg kan blive ved. Man dansk landbrug skal ikke have tilskud, men producere på en holdbar basis. Produktformlen skal være "lidt men godt".
De ressourcer, Danmark har her og nu, er know how. Det skal vi bygge videre på. Øg investeringen i gode og tidssvarende uddannelser indenfor fremtiden, der er og bliver: Vedvarende energi og rene, sunde madvarer.
anbefalede denne kommentar
Det ser virkelig ud til, at Venstre er stået af udviklingstoget for flere generationer siden.
CHF sidder på pengekassen og mener, at det der er sparet er tjent (det dør man af).
LLLR ser ikke ud til at have antennerne ude, så han ved, hvad der sker. Det kommer også udsagn om, at han ikke er særlig vellidt, så hans netværk er utrolig begrænset til: Søren Pind, Inger Støjberg etc. etc.

Kære Jens Jørn Pedersen,

Du rammer ganske rigtigt, når du skriver, "at det i stor udstrækning vil være indenfor vedvarende energi og renere mad, udviklingen vil foregå de næste mange år". Dette er især blevet tydeligt, nu da flere a-kraft-producenter ikke kan få økonomien i atomkraft til at hænge sammen, og derfor vil nedlægge anlæggene.

I stedet for besparelser på universiteter, og dermed også forskning, burde regeringen og dens støttepartier i stedet investere i forskningen omkring vedvarende energi og dens oplagring. For det er netop her, der vil være lukrative eksportindtægter at hente hjem over de næste mange år.

Det man her er i gang med, ligner det analoge forløb som Danmark havde i starten af 2000-tallet. Her blev 6 mobiltelefonproducenters forskningsafdelinger, der var placeret i Nord-jylland med tilknytning til Ålborg Uni, bogstavelig talt jaget ud af landet. Det skete sammen med flere energi-forskningsprojekter og et epokegørende batteri-forskningsprojekt. Videre skred lægemiddelforskningen i Ørestaden til Sverige, - mest fordi det tog alt for lang tid at få godkendelse til indrejse for udenlandske forskere.

Alle blev bogstavelig talt chikaneret bort af regeringen, fordi et enkelt parti i regeringsgrundlaget, ikke brød sig om noget, de var for svagt fungerende til at fatte. Og det ser vi altså nu igen.