Telegram

Lektor: Vesten bærer et ansvar for at IS blev skabt

Når Tony Blair erkender, at Vesten har skabt grobund for IS, har han ret, mener lektor ved Forsvarsakademiet
Telegram
25. oktober 2015 kl. 17:56

Den tidligere britiske premierminister Tony Blair erkender, at Vesten selv bærer en del af ansvaret for, at Islamisk Stat har fået så grundigt et fodfæste i Irak og Syrien.

Og det er fuldstændig korrekt, mener lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

- Kernen af Islamisk Stat er rester af Saddam Hussein-regimet, så derfor må briterne og amerikanerne påtage sig et ansvar for, at man ikke fik samlet landet op, efter man smadrede det, siger Peter Viggo Jakobsen.

Saddam Hussein var præsident i Irak fra 1979 til 2003, hvor en amerikansk ledet invasion væltede ham og regeringen.

Peter Viggo Jakobsen mener ikke, at man formåede at genrejse landet efter invasionen.

- Det er englænderne og amerikanernes katastrofale håndtering af genopbygningsfasen, som danner grobund for det sunni-oprør, som Islamisk Stat er et udtryk for, siger han.

Det er særligt opløsningen af den irakiske hær, som Peter Viggo Jakobsen mener, har været den største fejl.

- Det var snotdumt. På den måde fik man med et slag 300.000 potentielle oprørere, siger han.

Det er også især den nye regerings undertrykkelse af sunnimuslimerne, som har skylden.

- Man fejler i at få skabt en konstruktion, hvor både sunni- og shiamuslimer kan være. Den nye irakiske regering rager uklar med sunnierne og behandler dem ad helvede til, og så er bunden lagt for et oprør, siger Peter Viggo Mortensen.

Tony Blair er den først af de ledere, som stod i spidsen for beslutningen om at gå i krig, som nu erkender, at krigen delvist har været med til at forme Islamisk Stat.

- Det er klart, at du kan ikke friholde os, som fjernede Saddam Hussein i 2003, for ansvar for situationen i 2015, siger Blair i et interview med CNN.

/ritzau/

Philip B. Johnsen

Vil Danmark genoptage destabilisering af Afghanistan, eskalere den i Irak og påbegynder den i Syrien?

Er der nogen plan for at vinde freden?

Hans Jørgen Vodsgaard

Jo, det var en stor fejl, at USA og dets allierede, herunder Danmark ødelagde det irakiske statsapparat. Men den største var dog selve den folkeretsligt ulovlige invasion, oven i købet på et løgnagtigt grundlag.

Jakob Silberbrandt, erik mørk thomsen, jonas larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Det er lige meget med alt det skyld, som hører hjemme i retssalene. Verden står hvor den står og næste skridt er ikke afhængigt af hvordan man er kommet hertil. Jeg vil anbefale en totalt nedkæmpning af Islamisk stat, som vigtigste opgave.

Dette er til at tude over og ikke for de sarte:
http://heavy.com/news/2015/10/new-isis-islamic-state-execution-video-tan...

Hans Jørgen Vodsgaard

Enig Torben. Men historien kan vel lære os, at vi ikke skal støtte ydre magters forsøg på at vælte den af FN anerkendte syriske regering, men samarbejde med denne regering om at nedkæmpe ISIS og de andre salafist grupper.

Jacob Jensen, Torben Skov og jonas larsen anbefalede denne kommentar

Jeg ser ingen anden vej. Så må amerikanerne sluge kamelerne. Forsøge at få en mere retfærdig leder ud af Assad.

Ja, og en mere retfærdig leder ud af alle de andre statsledere i Mellemøsten.
Jeg kan ikke se, at Assad skulle være specielt mere undertrykkende end de andre, i så fald vil jeg gerne have argumentation og dokumentation herfor - og slet ikke til at retfærdiggøre Nato´s indirekte krig mod landet.
Tværtimod er Syrien, efter Saddam og Gaddafi, reelt en af de eneste tilbageværende relative sekulære stater i Mellemøsten/Nordafrika.
- At være sekulær betyder at forholde sig tolerant over for andre tros-retninger, endda over for ateismen. At med magt og uden diskussion at ville undertrykke denne ret - som de øvrige religiøse regimer i Mellemøsten gør - repræsenterer faktisk en af de værste overgreb mod menneskets eksistentielle orientering. Og dermed mod selve mennesket.

jonas larsen og Hans Jørgen Vodsgaard anbefalede denne kommentar