Telegram

Dansk krigsdrama vækker begejstring hos anmelderne

Den nye danske film om efterkrigstiden "Under sandet" får topkarakterer af anmelderne.
Telegram
3. december 2015 kl. 07:31

Det danske anmelderkorps' begejstring for krigsdramaet "Under sandet" er ikke til at tage fejl af.

Jyllands-Postens anmelder giver filmen fem ud af seks stjerner og kalder den "dette års bedste danske film":

- Det er en så flot film, at jeg kom til at tænke på Bille August, da han var bedst, som med "Pelle Erobreren", lyder det i anmeldelsen.

Det er instruktør Martin Zandvliet, der står bag filmen om den danske sergent Carl Leopold. Sergenten skal lede en deling tyske krigsfanger, som har til opgave at fjerne to millioner landminer, den tyske besættelsesmagt gravede ned i sandet langs den jyske vestkyst under krigen.

Læs også: Interview med Martin P. Zandvliet: Hvem er jeg egentlig?

Filmen skildrer et uskønt billede af, hvordan unge tyske soldater bliver ofre for en dansk hævn for krigen. Soldaterne får kun tre dage til at lære at uskadeliggøre landminerne, inden de sendes ud på det livsfarlige arbejde.

I Berlingske bliver filmen tildelt fire ud af seks stjerner, og avisens anmelder beskriver netop minerydningsscenerne som et skoleeksempel på filmisk spændingsopbygning.

- Det er længe siden at dansk film har kunnet præstere så intense sekvenser, skriver avisen.

Læs også: Fremragende film om efterkrigstidens kortslutning

Skuespiller Roland Møllers skildring af sergenten Carl Leopold bliver i filmmagasinet Ekko kaldt "suveræn", ligesom filmen beskrives som et "overrumplende vellykket drama".

Stjerneregnen fortsætter i Kristeligt Dagblad, hvor Roland Møllers præstation også bliver fremhævet.

- Hans præstation hører til de stærkeste i de seneste par års danske film. Han er helt ekstraordinært god, skriver avisen, som også spår filmen international anerkendelse.

- "Under sandet" er en ekstremt stærk film og burde være potentiel Oscar-kandidat.

I både BT og Ekstra Bladet er anmelderne lige begejstrede og giver filmen fem ud af seks stjerner.

- Zandvliet fanger på decideret skræmmende facon den klaustrofobiske angst, som de udsultede drenge/unge mænd arbejder under, og man venter hele tiden anspændt på det næste brag, der får legemsdelene til at flyve gennem luften, står der i Ekstra Bladets anmeldelse.

- Det er filmhåndværk af høj, høj klasse, fortsætter anmeldelsen.

Zandvliet stod også bag den anmelderroste film "Dirch" om den danske komiker og skuespiller Dirch Passer og "Applaus" med Paprika Steen i rollen som falleret skuespillerinde.

Filmen har premiere torsdag.

/ritzau

Opdateret 10. december 2015 kl. 11:19

Det er sikkert på mange måder en medrivende og seværdig film, men man skal bare huske, at det er fiktion og ikke en skildring af minerydningen, som den faktisk fandt sted. Filmen ændrer således på nogle helt afgørende forhold, der stiller danskerne i et værre lys end der er grundlag for. Desværre ser det ud til at mange anmeldere netop er faldet i denne fælde, og moraliserer over historien, ud fra den måde den fremstilles på i filmen.