Telegram

Connie Hedegaard: Regeringen bør lytte til kritikerne

Kritik af landbrugspakken må ikke affejes, mener De Konservatives tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard.
Telegram
20. februar 2016 kl. 10:41

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) kan ikke ignorere, at flere danske forskere kritiserer, hvordan regeringen har beregnet landbrugspakken. Derfor ser det ud, som om pakken ikke skader vandmiljøet, når landmænd udleder mere kvælstof.

Det siger De Konservatives tidligere klimakommissær, Connie Hedegaard til Berlingske.

Miljøprofessorerne Jørgen E. Olesen og Stiig Markager, Aarhus Universitet, har kaldt beregningerne "vildledende" og "misinformation". Flere forskere fra Københavns Universitet har også skarpt kritiseret, hvordan landbrugspakken beregnes.

- Jeg ved udmærket, at det ikke er eksakt videnskab, og der kan altid være marginaler. Men jeg må sige, at når kapaciteter som Jørgen E. Olesen, Stiig Markager og ganske mange andre går ud og siger de her ting - og uden jeg i øvrigt har hørt nogen eksperter sige det modsatte - så gør det da indtryk, siger Connie Hedegaard til Berlingske.

- Det bør det også gøre for dem, der har ansvaret for at træffe beslutningerne.

Det er første gang, at Connie Hedegaard udtaler sig om landbrugspakken. Hun var klimakommissær i EU efter sin tid som miljø-, klima- og energiminister. Hun førte i 2009 an ved klimatopmødet COP 15 i København.

Miljøforskerne har især kritiseret, at Miljø- og Fødevareministeriets regnestykke får landbrugspakken til at se mere miljøvenlig ud i de første år.

EU-Kommissionen drøfter pakken med den danske regering. Det oplyser Enrico Brivio, talsmand i EU's generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri.

- Yderligere forurening med kvælstof er en bekymring, fordi vandkvaliteten allerede nu er et problem i Danmark, siger Enrico Brivio i en mail til Berlingske.

Nogle forskere frygter, at pakken kan bryde EU's vandramme- og habitatdirektiver.

/ritzau/

Opdateret 20. februar 2016 kl. 14:38

Jørgen Steen Andersen

Når en kapacitet som Connie Hedegaard kritiserer regeringens politik konkretiseret i "landbrugspakken", så synes jeg, at der er en rigtig god grund til at høre godt efter.
Jeg håber på, at der er tilstrækkeligt mange politikere, som ikke er uden for pædagogisk rækkevidde, og som gør danskerne en stor tjeneste ved at standse dette vanvid og amokløb.

Flemming Berger

Åh ja såmænd,der bliver kritiseret af den ene og af den anden og så stemmer man ellers for det,man har kritiseret!
Gudfader bevare os vel,for vi er helt åbenbart for dumme til at passe på os selv.