EU mener Israels nedrivninger kan smadre tostatsløsning

Israel har eksproprieret 154 hektar jord på Vestbredden, hvor palæstinensiske huse skal vige for israelske.
6. februar 2016 kl. 21:16

Israel bør sløjfe en beslutning om at rive palæstinensiske huse på Vestbredden ned, lyder opfordringen fra EU.

Fortsætter nedrivningen for at bane vej for større bosættelser, vil det kun føre til yderligere splittelse mellem israelere og palæstinensere, hedder det.

- Vi appellerer til de israelske myndigheder om at trække beslutningen tilbage og stoppe yderligere nedrivning, skriver EU's udenrigstjeneste, EEAS, i en erklæring lørdag.

Udenrigstjenesten hæfter sig ved udviklingen i Område C på Vestbredden, hvor israelernes byggeplaner risikerer at "underminere muligheden for en palæstinensisk stat i fremtiden".

Appellen fra Bruxelles retter sig mod en israelsk beslutning fra 25. januar, da det blev besluttet at ekspropriere et palæstinensisk område på 154 hektar i nærheden af Jeriko.

Israel vil opføre omkring 150 bosætterboliger i området.

Efter beslutningen har Israel fjernet adskillige palæstinensiske huse.

- Dette er specielt bekymrende, dels på grund af nedrivningernes omfang, dels på grund af det antal sårbare individer, som påvirkes, heriblandt børn med støttebehov, skriver EU i erklæringen.

Flere af de palæstinensiske huse er bygget med EU-midler.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sagde fredag, at han "skammede" sig over udviklingen i fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere.

- Jeg føler mig skyldig, og jeg skammer mig over manglen på fremskridt, sagde generalsekretæren ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er ikke sket fremskridt i fredsprocessen de seneste år - tværtimod har parterne været involveret i flere voldelige konflikter.

De seneste forhandlinger brød sammen i foråret 2014.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Gert Romme
Gert Romme anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Staten Israel vil ikke stoppe, før der for alvor, bliver indført sanktioner, mod staten Israel.

Enig. hvorfor er der ikke indført sanktioner som mod Iran. Israel har da overtrådt flere konventioner end Iran. Er det blevet et must. at hjælpe Israel til at blive den største forhindring for for fred i regionen.

Niels Duus Nielsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Israel og ikke mindst den politik de fører er vel også en forhindring for fred i Europa, og adskiller sig ikke fra Mellemøsten i øvrigt.

Det er ikke nyt. Der er ikke noget at forstå. Krænkelser af palæstinenseres ejendom og livsgrundlag har været dagsorden lige siden fredsaftalen faldt og den første intifada begyndte.
Bevares. Palæstinensernes interne stridigheder( PLOxHamasxIslamisk Jihad) var skyld i at den af Arafat forhandlede fredsaftale faldt til jorden. Siden har flest israelerne vendt ryggen til dem. Men det retfærdiggør ikke de israelske overgreb.

Hvis staten Israel skal rumme sin egen befolkning, har Israel 2 enorme problemet;
- Befolkningstætheden.
- Og evnen til at brødføde sig selv.

Man har simpelt hen ikke tilstrækkeligt med areal i Israel. Og derfor ønsker man ingen fred i forhold til Palæstina.

Israel har aldrig været interesseret i en tostatsløsning - det ville svare lidt til, at USA lavede en tostatsløsning med de oprindelige beboere dér, og det er som bekendt aldrig sket.

Israel har godt nok indgået aftaler med palæstinensiske forhandlere om "selvstyreområder" - det gjorde USA også med sin "modpart" for 150 år siden. Men der går næsten ikke en dag, hvor israelske besættere besætter nye landområder - præcist som det skete i USA, så snart der blev fundet guld, eller der ellers var et andet påskud. På den måde bliver den oprindelige befolkning (om det var USA eller er Palæstina) trængt mere og mere. Den største forskel mellem USA og Israel/Palæstina er befolkningstætheden - metoderne er der ikke den store forskel i.