Telegram

Leonardo DiCaprio får endelig sin Oscar

2016 blev året, hvor Hollywood-stjernen Leonardo DiCaprio vandt sin første Oscar.
Leonardo Dicaprio (nr. 3 fra venstre) fik omsider en Oscar for sin hovedrolle i The Revenant. Han har været nomineret hele fire gange før for sit skuespil og en gang som producer. Fra venstre er det Mark Rylance, der fik en Oscar for sin birolle i Bridge of spies. Brie Larson (nr. 2 fra venstre) fik en Oscar for sin hovedrolle i Room, mens svenske Alicia Vikander (yderst til højre) fik en Oscar for sin birolle i The danish girl. Foto: Jordan Strauss

Leonardo Dicaprio (nr. 3 fra venstre) fik omsider en Oscar for sin hovedrolle i The Revenant. Han har været nomineret hele fire gange før for sit skuespil og en gang som producer. Fra venstre er det Mark Rylance, der fik en Oscar for sin birolle i Bridge of spies. Brie Larson (nr. 2 fra venstre) fik en Oscar for sin hovedrolle i Room, mens svenske Alicia Vikander (yderst til højre) fik en Oscar for sin birolle i The danish girl. Foto: Jordan Strauss

RITZAU SCANPIX

Telegram
29. februar 2016 kl. 06:21

For sin rolle i "The Revenant" vinder Leonardo DiCaprio en Oscar-statuette.

Det er første gang, at stjernen modtager en Oscar trods flere nomineringer.

Prisen for bedste mandlige hovedrolle var derfor ventet at gå til DiCaprio foran blandt andre Matt Damon og Eddie Redmayne.

- Tak. Mange, mange tak, sagde Leonardo DiCaprio i sin sejrstale.

Læs også: Anmeldelse af The Revenant: Genopstandelse og hævn i vildmarken

I alt seks gange har Leonardo DiCaprio været nomineret til den prestigefulde filmpris. Første gang var for 22 år siden i begyndelsen af 1990'erne.

Den 41-årige Hollywood-veteran fik stående applaus fra hele salen, da han tog turen op til podiet for at tage imod guldstatuetten.

Den amerikanske stjerne benyttede sin taletid til at opfordre hele verden til at tage klimaforandringer alvorligt.

- Klimaforandringer er virkelige, og de sker lige nu. Det er den alvorligste trussel mod vores art, og vi må arbejde sammen og ikke udskyde handling på dette område, sagde Leonardo DiCaprio til klapsalver og nik fra publikum.

- Lad os ikke tage denne planet for givet. Jeg tager ikke denne aften for givet, sagde han, før han forlod scenen.

Se alle den fulde liste over Oscar-vinderne 2016 her.

Yderligere takkede han en lang liste af personer, der har hjulpet ham på vej i løbet af karrieren, heriblandt Martin Scorsese og Alejandro González Iñárritu, der selv modtog en Oscar for at have instrueret netop "The Revenant".

Filmen foregår i første halvdel af 1800-tallet, hvor en pelsjæger angribes af en bjørn og efterlades af sine rejsefæller i den tro, at han er død.

I kategorien for bedste kvindelige hovedrolle vandt amerikanske Brie Larson for sin rolle i filmen "Room", hvor hun spiller en kvinde, der bliver taget til fange af en psykotisk mand.

Brie Larson vandt foran skuespillerne Cate Blanchett, Jennifer Lawrence, Charlotte Rampling og Saoirse Ronan.

/ritzau/

Opdateret 29. februar 2016 kl. 12:11