Telegram

Naser Khader vil tvinge imamer til at prædike på dansk

Myndighederne skal droppe dialogen med dårligt integrerede imamer og stille sprogkrav, mener De Konservative.
Telegram
14. marts 2016 kl. 08:31

Hvis du ikke taler dansk, kan du ikke få lov til at forkynde islam i Danmark.

Efter en række TV2-dokumentarer om forholdene i flere danske moskeer vil De Konservative indføre en certificeringsordning for imamer og blandt andet stille krav om, at de taler dansk.

- Vi skal se på, hvordan trossamfund skal godkendes og kunne fratages godkendelser. Jeg mener, at man først skal kunne virke i Danmark som forkynder, når man har været igennem et kursus, siger integrationsordfører Naser Khader (K).

- Vi kræver, at forkyndelsen foregår på dansk. På den måde kan vi forstå, hvad der bliver prædiket og rådgivet om. Hvis du gerne vil udvikle en dansk form for islam, så bliver du nødt til at prædike på dansk.

Dokumentarerne har ved hjælp af skjult kamera afsløret, at imamer fra otte moskeer blandt andet har undervist i stening af utro kvinder og vejledt kvinder til at blive hos deres voldelige mænd.

Spørgsmål: Hvordan vil det sikre mod de eksempler, at imamerne snakker dansk?

- Kan du dansk, er sandsynligheden for, at du forstår samfundets grundlæggende værdier meget større. Hvis du lige er importeret fra den muslimske verden, så fortolker du og udlægger teksten derfra, siger Naser Khader.

Han opfordrer samtidig kommuner og myndigheder generelt til at droppe dialogen med de yderliggående imamer.

- Først når de har meldt ud, at de er imod stening, flerkoneri og barnebrude, kan man samarbejde med dem igen.

Spørgsmål: Kan det ikke skabe endnu større splid at droppe dialogen?

- Jamen, vi har ført dialog med dem i 30 år, og hvad er der kommet ud af det? Man er nødt til at begynde at udfordre dem, siger integrationsordføreren.

De Konservative vil i næste uge fremsætte beslutningsforslag i Folketinget for at fremskynde et udvalgsarbejde, der netop ser på regler og forhold omkring trossamfund.

I den forbindelse vil partiet også kræve, at moskeerne fremlægger åbne regnskaber hvert år - ligesom trossamfund skal kunne få frataget deres godkendelse.

- Vi skal have ændret reglerne, før vi går på sommerferie, siger Naser Khader.

/ritzau/

Dorte Sørensen

Vil NK så ikke også kræve at de danske sømandspræster (eller hvad de kaldes i dag) skal tale på det sprog som de er udsendt til.
Eller hvad tænker NK om de udenlandske lærer på uddannelserne skal de så ikke også tale dansk?

Rikke Nielsen

Nogle af de jødiske trossamfund taler da heller ikke dansk, men hebraisk.
Har Naser Khader intet problem med, hvad de siger?

De skal nok blive glade for denne tvang som, de nu vil blive udsat for, da alle selvfølgelig er lige for loven.

Grethe Preisler

MF Naser Khader (p.t. liste C) har stiftet sit eget trossamfund:' Kulturkristne Danske Muslimer'.
Foreløbig har det ikke andre medlemmer end Khader, men det kan vel komme, næste gang han skifter partibogen ud med en ny ;o)

Nu så jeg faktisk (via SVT1) en jødisk gudstjeneste fra en jødisk synagoge et sted i Sverige. Og her var der læsninger, bønner og meget andet på oldhebraisk. Mener Naser Khader virkelig at jødiske samfund skal leve dette på dansk? eller er det kun muslimer, og islam, der skal gøre dette.

Der findes en del ortodokse kirker i DK, hvor sproget vist er russisk? eller rumænsk, eller ukrainsk? alt efter, hvor folk, der kommer i kirken nu kommer fra. Ligeledes finder der en del tamilske templer i DK, hvor der vist også tales tamil...

Og i dele af den katolske kirke foregår en del liturgien (de kirkelige handlinger, red.) på latin - stadigvæk....

Bare lige til Khaders oplysning....

Tue Romanow, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

"Bare lige til Khaders oplysning....".

Tak, Karsten Aaen. Khader kan helt sikkert behøve al den oplysning, han kan skrabe til sig.