Pind tager til hastemøde i Bruxelles efter bombeangreb

Ved et ekstraordinært justits- og indenrigsministermøde torsdag er bombeangrebene i Bruxelles på dagsordenen.
23. marts 2016 kl. 17:51

Som følge af bombeangrebene tirsdag i Bruxelles rejser justitsminister Søren Pind (V) torsdag til EUs hovedstad for at deltage i et ekstraordinært møde med sine 27 kolleger.

Mødet mellem EUs 28 justits- og indenrigsministre finder sted torsdag klokken 16. Der var tvivl om, hvorvidt Danmark ville deltage på grund af logistikproblemer, men det er altså blevet løst.

Angrebene ramte Bruxelles' internationale lufthavn Zaventem og en metrostation og kostede mindst 31 mennesker livet, mens 270 er såret ifølge de officielle tal.

Siden tirsdag har hovedstadens største lufthavn derfor været lukket, hvilket den også vil være torsdag som følge af angrebene.

Et lignende hastemøde blev også holdt umiddelbart efter angrebene i Paris i november sidste år.

Tidligere onsdag sagde EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at Europa har behov for en "sikkerhedsunion" for at kunne modstå truslen fra terrorister.

Den del kan Danmark dog ikke tage del i på grund af retsforbeholdet, hvilket ærgrer Søren Pind.

- Det er jeg oprigtig ked af, skrev han på det sociale medie Twitter.

Jean-Claude Juncker understreger ifølge netavisen Politico.eu, at de europæiske lande skal være bedre til at koordinere indsatsen mod terror.

- Vi mener, at vi har brug for en sikkerhedsunion, sagde han på et fælles pressemøde med den franske premierminister, Manuel Valls.

Juncker tilføjede, at Kommissionen blandt andet har fremlagt forslag om beskyttelse af EU's ydre grænser, som han håber vil blive vedtaget.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Krogsbøll

Uanset hvor vigtigt, jeg synes, det er at sætte mange politiressourcer af til at opklare og forebygge disse ulykkelige hændelser, så er jeg rigtigt glad for, at vi ikke er blevet del af en "sikkerhedsunion" - for jeg frygter, hvad en sådan kan komme til at indeholde af totalitære og borgerrettighedskrænkende tiltag.

Pind har allerede vist sindelag i den retning med sessionslogningsforslaget - som da heldigvis i første omgang faldt til jorden.

Benjamin Bach

- Vi mener, at vi har brug for en sikkerhedsunion, sagde han på et fælles pressemøde med den franske premierminister, Manuel Valls.

Kære symbolpolitikere. Fuck nu det dér med at lave politik dagen efter et terrorangreb. Det er dømt til at være idiotisk. Giv ofrene noget fred, udtal jeres sædvanlige fordømmelser og gå så hjem og sov lidt på jeres nye tiltag i indskrænkelser af frihed og bombninger af uskyldige civilbefolkninger.