Telegram

Regionen Hovedstaden har sjusket med patientdata

Tusinder af brugere har haft adgang til patientjournaler, selv om de slet ikke skulle have haft det.
Telegram
5. marts 2016 kl. 23:26

Region Hovedstaden har haft gevaldigt rod i, hvem der kan kigge i patientjournaler. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen er det op mod 20.000 brugere i regionen, der fejlagtigt har haft adgang til patientjournaler.

Den fejlagtige adgang, der er kommet frem under en kulegravning foretaget af Datatilsynet, er sket, da regionen blandt andet ikke har lukket for adgangen for personer, der er stoppet i deres job eller har fået job på et andet sygehus.

- En del medarbejdere har roller, der giver adgang til data, ud over hvad deres funktion tilsiger, at de har behov for, refererer Jyllands-Posten fra et møde i regionen.

Region Hovedstaden oplyser, at cirka 7000 ikke-sundhedspersoner som portører, receptionister, lægesekretærer, socialrådgivere og økonomiansatte i dag har adgang til patientjournalsystemet.

Samtidig viser dokumenter, Jyllands-Posten er i besiddelse af, at læger, sygeplejersker, radiografer og andre med en bred adgang til patientjournalerne har haft mulighed for at læse i samtlige patientjournaler på det sygehus, de er ansat på.

Og for at læse i patientjournaler fra andre sygehuse i regionen.

Ifølge sundhedsjurist Kent Kristensen, Syddansk Universitet, er der tale om et klokkeklart brud på både persondataloven, sundhedsloven og sikkerhedsbekendtgørelsen.

- Regionen udviser en enestående mangel på respekt for reglerne, siger Kent Kristensen.

Vicedirektør i regionens it-center Pia Kopke erkender over for Jyllands-Posten, at procedurerne har været utilstrækkelige. Regionen er nu ved at rydde op.

Ifølge formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) er det uacceptabelt, at regionerne stadig ikke har styr på it-sikkerheden.

/ritzau/

Der er tilsyneladende mange konkurrenter til SSI, der allerede sælger vores intime data til enhver der vil betale - med Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet og Regionernes velsignelse.

Rettelse: Potentielle konkurrenter ;)

Anne-Marie Krogsbøll

Denne nye skandale kan med fordel læses sammen med dette:
http://www.version2.dk/artikel/safe-harbor-afloeser-strammer-reglerne-am...

Hvordan skal vi kunne stole på noget som helst om dette emne fra myndigheder, som tilsyneladende helt bevidst blæser på disse regler? Hvad er deres motiv til 8ganske som i Skatteskandalen) ikke at få ryddet op?

I følge denne artikel på folkeskolen.dk, beder man i skolen børnene om at besvare spørgeskemaundersøgelser om deres trivsel, og man bilder dem ind, at det er anonymt. Det er det bare ikke! http://www.folkeskolen.dk/582818/de-ikke-anonyme-anonyme-trivselsmaalinger

Og i følge en af kommentarerne i kommentarfeltet til version2-artiklen fortælles, at Region Midtjylland sender spørgeskemaer ud til borgerne, og lover dem anonymitet - det ser det bare ikke ud til at være (der er unikt login, hvilket vel er uforeneligt med anonymitet?).

Det er min overbevisning, der i toppen af magtpyramiden (inkl. den økonomiske magt) foregår en bevidst skjult undergravelse af regler og love omkring persondatasikkerhed, fordi man opfatter sådanne love og regler som irriterende forhindringer for udnyttelsen af den økonomiske guldgrube, som man mener gemmer sig i den fulde, uhindrede udnyttelse af BigData om borgernes privatliv, helbred og gøren og laden i øvrigt.

Jeg er overbevist om, at man ikke ØNSKER at få styr på privatlivsbeskyttelsen fra den politiske tops side - om der direkte er korruption på spil - det er jo ikke til at vide, men det ser mærkeligt ud, i hvert fald.

Lige i øjeblikket er to personer under anklage for at have lækket et antal politikeres CPR-numre. Det er åbenbart kriminelt og kan udløse straf.
Hvornår ser vi en tiltale mod de kvajpander i Region Hovedstaden, der omgås vores fortrolige personlige oplysninger så lemfældigt?
Personligt ansvar bør gøres gældende mod de ansvarlige.

Anne Marie Krogsbøll - og gerne andre - denne uges Aflyttet er også interessant, i forhold til salg af VORES data: http://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/12965908/aflyttet-uge-9-2016/

Anne-Marie Krogsbøll

sup aya laya:
Jeg har netop hørt den "Aflyttet", du linker til.

Jeg må indrømme, at indslaget om grunddata lidt inde i udsendelsen får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det lyder som om, alle forbehold, alle principielle overvejelser vedr. privatliv på dataområdet nu er totalskrottet - et paradigmeskift hos politikerne i retning af at se data som råstof, som det udtrykkes.

Hvordan er dette sket? Har politikerne på noget tidspunkt spurgt os, om vi er indstillede på at blive gjort til "råstof"? Hvem har givet politikerne ret til at ekspropriere mine private data som samfundsejendom?

Det lyder som om, løbet er kørt. Det lyder overhovedet ikke som om, man mener, at det er noget, borgerne har ret til at kende til eller tage stilling til.

Mig bekendt har denne debat ikke været oppe i valgkampen. Ingen har fortalt os, at nu ville man begynde at sælge vores privatliv til højestbydende - det er sket under radaren. Men hvor er disse beslutninger taget? og hvem er det, der har taget disse beslutninger bag om ryggen på os?

Jeg er rasende....