Rusland kan hurtigt være tilbage i Syrien advarer Putin

Putin mener, at Rusland har banet vej for fred i Syrien. Han appellerer til parter om respekt for våbenhvile.
17. marts 2016 kl. 13:25

Rusland er i øjeblikket i fuld gang med at bringe kampfly hjem fra Syrien. Men bombemaskinerne kan snart være tilbage i landet, hvis det er påkrævet, advarer præsident Vladimir Putin.

- Hvis behovet opstår, kan Rusland helt reelt inden for nogle timer optrappe sin tilstedeværelse i regionen til en størrelse, der kan matche udviklingen. Rusland kan udnytte hele sit arsenal af muligheder, siger Putin.

Det er imidlertid ikke, hvad Rusland ønsker, understreger lederen i Moskva.

Præsidenten siger om den kampmission, der blev indledt 1. oktober sidste år, at Rusland med succes har styrket det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen.

Han appellerer til, at de forskellige stridende parter i landet vil respektere en våbenhvile. De ekstremistiske grupper Islamisk Stat og Nusrafronten har ikke været omfattet af den seneste våbenstilstand, som USA og Rusland havde forhandlet.

Putin beordrede i forbindelse med et møde mandag i denne uge, at Rusland trækker hovedparten af sine styrker hjem fra Syrien.

Tilbagetrækningen blev indledt tirsdag 15. marts, og chefen for det russiske luftvåben har torsdag sagt, at den kan fuldendes i løbet af to-tre dage.

Beslutningen hænger ikke sammen med, at Rusland opgiver støtten til Assad - tværtimod.

- Vi ser, hvordan han behersker sig, hans oprigtige ønske om fred og hans vilje til kompromis og dialog, siger Putin om den syriske præsident.

Rusland fastholder både soldater og forsvarssystemer i Syrien.

Vladimir Putin siger blandt andet, at Rusland med missionen det seneste halve år har banet vej for fred i landet.

Titusindvis af mennesker i blandt andet Aleppo er drevet på flugt af de voldsomme russiske luftbombardementer, og oppositionen udtrykker glæde over, at Ruslands kampfly endelig flyver hjem.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så fik han opmærksomhed igen - i dette langvarige skakspil...
Bare man ville koncentrere sig om seriøse forhandlinger om fred.

Niels Duus Nielsen

Russerne har slået mange fluer med et smæk. De har givet en magtdemonstration, de har fået afprøvet endnu uprøvede våbensystemer, de har styrket en allieret, og de har vist verden, at russisk flyteknologi er amerikanernes overlegen, og at russisk missilteknologi er på niveau.

Desværre har de - ligesom amerikanerne - endnu ikke opfundet præcionsbombninger, der er præcise, hvorfor der som altid har været civile tab i krigen. Så jeg støtter fuldt ud Anne Eriksens håb om en snarlig fred.

Men når det er sagt, er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, at der er nogen, der gør USA rangen stridig som verdens politimand. At det er russerne, der gør det, og at de ledsager det med hensigtserklæringer om at føre bilaterale forhandlinger mellem suveræne stater, og ikke som amerikanerne og deres medløbere at basere verdensfreden på unilaterale diktater, er vel ikke den værste udvikling, der kan ske.

Ja, jeg ved at du, Niels Nielsen, og en del andre er ret begejstrede for russerne :) - det strækker dog ikke til at de vil indrømme deres fejltagelser i forhold til hvor deres bomber rammer.
Hvis det er fejltagelser...
Når og hvis krigen holder op, så bliver vi forhåbentlig klogere på indsatsen fra de forskellige parter, der er vel lande der ikke er så "forsigtige" som Danmark.

Niels Duus Nielsen

Anne Eriksen, jeg er egentlig ikke specielt begejstret for russerne. De er mennesker lige som alle andre, på godt og ondt. Jeg er heller ikke specielt begejstret for Putin, på mange måder er han en despot.

Men jeg har svært ved at sidde tavst på sidelinien, når russerne og deres præsident anklages for at være særligt "onde", når de efteraber andre folkeslags og andre statslederes handlinger. At bombe civilbefolkningen er i mine øjne altid skidt, og ikke at indrømme sine fejl er heller ikke godt, men jeg kan simpelthen ikke se, at det er værre, når russerne gør det, end når amerikanerne gør det.

Og hvad angår bombardementer, der rammer "forkert", så VED vi, at amerikanerne bombede et hospital i Afghanistan, mens vi indtil videre kun FORMODER, at russerne har bombet et hospital i Syrien. Indtil videre har jeg til gode at få oplyst adressen på det hospital, som russerne hævdes at have bombet.

Når det er sagt, er jeg egentlig ikke så forarget over, at civilbefolkningen lider under en krig. For det er simpelthen krigens væsen og en integreret del af dens raison d'etre. Hvis man køber en krig, køber man også overgreb mod civilbefolkningen. Derfor har jeg personligt valgt at tale imod stort set enhver form for krigsdeltagelse og i stedet agitere for for forhandlingsløsninger.