Dalai Lama: Europa har modtaget for mange flygtninge

Flygtninge og migranter bør vende hjem fra Europa og genopbygge deres lande, siger Dalai Lama
1. juni 2016 kl. 11:36Opdateret 1. juni 2016 kl. 11:43

Europa har accepteret for mange flygtninge, mener tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama, som opfordrer mange mennesker til at rejse hjem og hjælpe med genopbygning.

- Når vi ser hver enkelt flygtning i øjnene, specielt børnene og kvinderne, så kan vi føle lidelserne, siger Dalai Lama i et interview med den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Den åndelige leder mener, at mennesker, hvis livsvilkår er bedre, har en pligt til at hjælpe. Omvendt, siger han, er der kommet for mange til Europa.

Dalai Lama, som frasagde sig sin politiske magt i i 2011, har selv levet i eksil i mere end et halvt århundrede.

- Europa, eksempelvis Tyskland, kan ikke blive et arabisk land, siger Dalai Lama med et grin ifølge avisen - og tilføjer:

- Tyskland er Tyskland.

Han mener, at flygtningene kun bør tilbydes midlertidigt ophold i Europa. Målet må være, at de vender hjem og hjælper med at bygge deres hjemlande op.

Tyskland modtog sidste år 1,1 millioner migranter og flygtninge fra blandt andet Syrien, Irak og Afghanistan.

Strømmen af mennesker mod EU er stilnet markant, siden ruten over Balkan er lukket tidligere på året.

Den åndelige leder siger også, at han drømmer om en dag selv at kunne vende hjem til Tibet.

- Måske om nogle år. Hvis chancen for at vende hjem byder sig - eller blot et kort visit - så vil det være en stor lykke, siger Dalai Lama.

Tusinder af tibetanere flygtede fra deres hjemland, da Kina sendte soldater ind i 1951.

Mange er bosat i Indien. Interviewet med den åndelige leder fandt sted i Dharamsala i det nordlige Indien, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John T. Jensen

Ja, naturligvis mener Dalai Lama det. Husk på, at Dalai Lama er en rendyrket racist, der går ind for raceadskillelse og sågar også fordømmer blandede ægteskaber mellem tibetanere og andre. Fra begyndelsen af 1950’erne blev Dalai Lama og andre tibetanske ekstremister støtter politisk, finansielt og militært af CIA. Dalai Lama kaldte George Bush "en del af min familie", og Dalai Lama kaldte Vietnam-krigen en fiasko. Til gengæld mente Dalai Lama, at Vestens krig i Afghanistan var en befrielse. Så der er ingen overraskelse i, at Dalai Lama støtter den europæiske højrefløjs holdning til flygtninge i Europa.

peter fonnesbech, Anders Sørensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Dalai Lama viser at der er forskel på den vestlige mindfullness-opfattelse af buddhisme som noget hyggeligt, og så den barske virkelighed....

med venlig hilsen
Lennart

Bjarne Frederiksen

Manden har jo ret. Og hvem kan ikke tilslutte sig budskabet om, at man naturligvis skal vende hjem og genopbygge sit land?

Anders Sørensen

@Bjarne Frederiksen, hvorfor skulle man vende hjem og genopbygge sit land, hvis man er blevet fordrevet fra dette? Påhviler der også den incestramte en særlig forpligtelse til at genoprette fred og idyl i den familie, man er flygtet fra?

odd bjertnes

Det mener Dansk Flygtningehjælp også .... altså, der er så få der ikke mener det, at det næsten ikke er værd af tale om.

Lennart Kampmann

Der er naturligvis de ideelle holdninger til medmennesket når man står ansigt til ansigt med en enkelt og selv har overskud.
Men hvis proportionerne ændres og man står overfor et stort antal og ens egne ressourcer er knappe, vil den pragmatiske holdning dominere.
Det vil være en udfordring at bevare idealismen. Man må hylde dem, der holder fast.

Men til sommer når en million flygtninge ankommer og næste sommer når det gentager sig, vil vi begynde at løbe tør for løsninger. Løsningen på ufred i verden, kan ikke på lang sigt være at alle skal komme til os, og dele de ressourcer vi har. Balancen må findes i at fred genoprettes og nationer kommer på fode igen.

Dalai Lama er eksponent for en fordreven, der brændende ønsker at genoprette det tabte. Hans råd er derfor ikke overraskende.

Globalisering er i gang, og vi er midt i en økonomisk kamp om ressourcer (i form af tryghed, sikkerhed, muligheder). Vi kan se at folk bogstaveligt vandrer hertil og indtil nu er vores løsning at lukke grænsen. På længere sigt skal en bedre løsning findes.

med venlig hilsen
Lennart

Dalai Lama er en imponerende personlighed, men for de fleste er det absurd at "vende hjem". De fleste skal gøre en indsats for at forbedre den by, de er i.

Alle de millioner af jøder, der definerer en del af vores amerikanske kultur, de skal sgu da ikke rejse til mellemøsten og slås med palestinensere, tværtimod! Det ville være bedre, hvis de vestligt indstillede af israelerne og palestinenserne bare opgav projektet og tog til Danmark og USA.

Selv frivillige migranter, som jeg selv, der ikke er traumatiseret af krig eller sprog eller kultur, egner sig ret dårligt til hjemsendelse. Når jeg har boet i en by i nogle år, bliver alle mine opfattelser af den gamle by lidt forskudt i forhold til virkeligheden.

Retten til at flytte til et andet land, og medbringe sit sprog og sin kultur, bliver af uransagelige grunde undermineret. Der er ingen moralsk forskel på at forhindre plantageslaver i at stikke af, og at forhindre ofre for fattigdom og krig i at flytte ind. Naturligvis er jeg økonomisk ansvarlig for sig selv og juridisk ansvarlig for mine handlinger, men retten til liv og frihed og selvbestemmelse BURDE være universel.

Myten om tiggerhære af fattige er latterlig. Vi migranter kan sgu da godt lide at tjene penge og købe huse, ligesom de lokale. Jeg ville være mindre bekymret, hvis min datter fandt en migrant som kæreste end en fra DF/Trump segmentet.