Fem skarpe til forsvarsministeren om nye kampfly

Et flertal i Folketinget er enig om at købe 27 F-35-kampfly. Nu starter arbejdet med at finde finansieringen.
9. juni 2016 kl. 15:46

Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Radikale har torsdag sagt ja til regeringens valg af F-35 som nyt kampfly.

27 nye kampfly skal købes ind, hvilket var regeringens udspil, og finansieringen er inden for forsvarsbudgettet, siger forsvarsminister Peter Christensen (V).

Spørgsmål: Er 27 et endeligt antal?

- Man har mulighed for enten at beslutte sig for færre fly. Man har mulighed for at finde pengene inden for Forsvarets øvrige budget, og endelig har man mulighed for at tilføje flere midler til Forsvaret.

Spørgsmål: Hvor skal finansieringen findes?

- Nu har jeg tid til at lave et analysearbejde af, hvor man kan finde de her penge. Startende fra 100 millioner og stigende til 400 millioner om året i Forsvaret. Jeg vil komme med nogle konkrete forslag til forligskredsen for, hvordan vi kan udmønte dem.

- Men der har jeg indtil næste år, hvor vi starter forhandlingerne.

Spørgsmål: Kan du afvise, at det går ud over Forsvaret?

- Min klare ambition er, at de penge skal findes, uden at det går ud over Forsvarets operative kapaciteter.

- Samtidig har vi ønsket at købe så få fly som muligt, fordi de er dyre. Men vi har været optaget af, at vi købte lige præcis nok til, at vi kan løse de samme opgaver, som vi i dag gør med vores gamle F-16-fly.

- Men det er en stram model, der er nogle risici, og dem skal vi så håndtere i forligskredsen i den kommende tid.

Spørgsmål: Kan SF og Konservative komme med i forsvarsforliget til næste år?

- Der er ingen tvivl om, at når man forhandler forlig til næste år, så vil indgangsbilletten naturligvis være den aftale, vi lige har præsenteret, fordi den påvirker så mange dele af Forsvaret, så man kan ikke skille de to ting af.

Spørgsmål: I har diskuteret indstillingen i mere end et årti, men så klapper I valget af fly af på et par måneder. Hvorfor al den hastværk?

- Jeg mener bestemt ikke, der har været hastværk. Vi har brugt mange timer i forligskredsen på at dykke ned i alle de elementer, der er i køb af kampfly. De tekniske, de økonomiske, de politiske, det har været en meget omfattende og grundig proces.

- Nu har partierne været klar til at træffe en beslutning, fordi de føler sig på oplyst grund.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu