Danskerne vil ikke have kornet sprøjtet lige før høst

Nedvisning af afgrøder med sprøjtemidler er upopulært hos danskerne. Men landbruget mener ikke, det går uden.
30. juli 2016 kl. 07:06

Mange af landbrugets marker sprøjtes helt op til ti dage før høsten med det omdiskuterede ukrudtsmiddel Roundup, som EU stadig drøfter den fremtidige godkendelse af.

Men den praksis skal der sættes en stopper, mener tre ud af fire danskere.

Ifølge en ny meningsmåling fra TNS Gallup for Danmarks Naturfredningsforening mener 74 procent, at det skal være forbudt at sprøjte korn, raps og ærter med Roundup inden høst. 12 procent af de adspurgte er imod et forbud.

- Undersøgelsen illustrerer danskernes massive modstand, og at det her er en af de krykker, landbruget bør lægge fra sig i produktionen, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen.

- For nylig afslørede en undersøgelse fra Institut for Folkesundhedsvidenskab jo, at der var rester af glyphosat (aktivstoffet i Roundup, red.) i urinprøver hos samtlige undersøgte børn fra både Jylland og Sjælland. Det er svært at se, hvordan det skal være kommet der, hvis det ikke er gennem fødevarerne.

Ifølge målingen støtter 68 procent af blå bloks vælgere et sprøjteforbud, mens 21 procent er imod.

Den omstridte men udbredte praksis med at slå korn og andre afgrøder ihjel op til høsten handler om, at kornet modnes samtidigt og bliver mere tørt. Dermed kan landmændene spare mange penge til tørring.

Ifølge landbrugets egne eksperter foregår det i op til 20-25 procent af afgrøderne, svingende fra år til år.

Afdelingschef Jens Elbæk fra Planter & Miljø i organisationen Seges under Landbrug & Fødevarer kalder det nærmest umuligt at forestille sig landbruget uden Roundup.

- Det vigtigste forbrug er til bekæmpelse af ukrudt i afgrøden. Uden Roundup kan man ikke drive traditionelt landbrug i Danmark.

- Slår vi ikke ukrudtet ihjel i kornet før høst, så vil vi få store problemer med lige efter at kunne dyrke de efterafgrøder, som landbruget er pålagt for at fastholde kvælstof på markerne, siger han.

Godkendelsen af glyphosat er lige nu genstand for et langvarigt politisk slagsmål i EU, efter at et ekspertpanel under WHO fandt, at glyphosat sandsynligvis er kræftfremkaldende.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Uden Roundup kan man ikke drive traditionelt landbrug i Danmark." - Præcis, det er derfor det haster med at få omlagt det samlede landbrug til økologisk dyrkning. Men det vil bønderne, Venstre og den agrokemiske industri ikke. De skider på, hvad danskerne mener - og slipper af sted med det.
Hver gang.

Per Torbensen, Hanne Koplev, Søren Bro, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, Torben K L Jensen, Kim Houmøller, Dorte Sørensen, Carsten Wienholtz, Anne Eriksen, Tue Romanow, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Indtil det bliver forbudt, må man kunne lægge meget høje afgifter på stadset - f.eks. 10.000 DKK par tønde afgrøde.

For det er i hvert fald ganske rimeligt, at brugerne - altså planteavlerne finansierer en gigantisk pengekasse, som de ikke efterfølgende har adgang til, der udbetale absolut rimelige erstatninger for deres forurening på natur, grundvand, dyr og mennesker.

Og noget tilsvarende kan og bør gøres omkring antibiotika i køddyrsproduktionen.

Carsten Wienholtz, Tue Romanow, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvordan var dødeligheden i landbruget før antibiotika blev tilgængeligt for andet end human sygdomsbekæmpelse?

Brug imod 'ukrudt' måske, ja, ok, med forbehold.
Brug til nedvisning, til at tvinge kornet til at pumpe den sidste rest saft og kraft op i kornet, det er bekvemmelighed. Så nej.

Hanne Koplev, Per Meinertsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Vandværkerne er også bekymret og anbefaler et forbud af sprøjtning før høsten.
Men Venstre og landbruget på Axeltorv mener åbenbart ikke, at grundvandet er vigtigt for det danske samfund.

Hvad med at give tilskudsordninger til omlægning til økologisk og andre former for bæredygtigt og miljøbeskyttende landbrugsformer og lægge afgifter på alt anden landbrugsproduktion der ikke tager hensyn til miljøet og grundvandet mv. - Det skal vel kunne betale sig at producerer miljøvenligt.

Hanne Koplev, Søren Bro, Carsten Wienholtz og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Bare man ikke taber penge, så er det ligegyldigt at man forgifter børn/ voksne med glyphosat og MRSA...
Lever vi i det samme land?

Søren Bro, Kim Houmøller, Dorte Sørensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar