Tyrkiet-kender: Erdogan udrenser for at blive superpræsident

Præsident Recep Tayyip Erdogan vil have mere magt, og derfor fjerner han sine modstandere, siger forfatter.
19. juli 2016 kl. 17:33Opdateret 19. juli 2016 kl. 17:51

8000 politibetjente, 700 soldater, 2745 dommere, 29 oberster, fem generaler og 15.200 personer fra uddannelsesministeriet.

Forfatter til bogen "Tyrkiet - fra Atatürk til Erdogan" Deniz Serinci remser alle de personer op, som præsident Recep Tayyip Erdogan vil have renset ud for på sigt at få mere magt i Tyrkiet.

Tirsdag er det kommet frem, at de tyrkiske uddannelsesmyndigheder nu også har beordret 1577 rektorer på alle højere læreanstalter fjernet, og at ministeriet i Ankara har frataget licenser for 21.000 lærere på private skoler.

- Erdogan vil udrense forskellige dele af det tyrkiske samfund for virkelige og indbildte modstandere. Folk, der har været involveret i det mislykkede kupforsøg mod ham, og andre modstandere skal væk.

- Han vil forhindre, at de engang i fremtiden vil forsøge at kuppe ham igen. Han vil af med sine modstandere, siger Deniz Serinci.

Ifølge Deniz Serinci har Erdogan længe sigtet efter at få så mange stemmer, at han kan indføre et præsidentielt system frem for det nuværende premierminister system.

- Som det er nu, har præsidenten kun ceremoniel betydning, hvorimod Erdogan vil få mere udøvende magt, hvis et præsidentielt system bliver indført.

- Derfor fjerner han allerede nu sine modstandere og bruger kupforsøget på at arbejde på at blive superpræsident.

For Erdogan handler det om at få indført en mere konservativ politik, siger Deniz Serinci.

- Under Erdogan er der fra 2002 til 2013 blevet bygget 17.000 nye moskeer, forbuddet mod islamisk slør er blevet ophævet på skoler og statslige institutioner, og der er kommet restriktioner på alkoholsalg og så videre.

- Konsekvensen af alt dette vil være, at vi vil se langt flere konservative værdier.

Ordren på at at få fjernet de mange rektorer gælder både statslige og private universiteter og kommer i forlængelse af et mislykket kupforsøg mod Erdogan i weekenden.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

charlie white

Erdogan er en amatør, her i landet bliver det gjort ved at fratage folk indflydelse på egen arbejdssituation, lærerne, sygeplejerske, pædagoger udskiftning af embedsmænd etc.

Eller ganske simpelt økonomisk undertrykkelse.

Herman Hansen

Hvis den tyrkiske stat har haft tele- og internet loging af sine borgeres gøren og laden på internettet så kan den på sekunder med et klik flitrere de borgere fra, som på den ene og anden måde ikke kan betegnes Erdogan venlige. Med adresse og hele pivtøjet.

...Men altså den form for loging må "de" (læs: myndighederne) da gerne gøre. Jeg har da intet at skjule.

Naturligvis kalder "Sultanen fra Ankara" det fejlslagne statskup for en "guds gave", fordi han kan udnytte den til eget formål om mere enevældig magt til ham selv i Tyrkiet, som præsident!

Samtidig udnytter han "gaven" flerdimensionelt i henholdsvis i demokratiet navn, som dets vogter indadtil i Tyrkiet over demokratiet(?), siden bruger han udadtil og udpeger en tidligere ven i eksil i Amerika skal ses som en statsfjende udefra og måske hjulpet af Amerika, og endelig optræden han som offeret for dette statskup, der ikke ville være offer, men derimod statsmanden der reddere nationens demokrati.

Yderst dygtigt manipuleret fra "Sultanen af Ankara", men desværre viser udrensningerne et helt andet psykotisk forvrænget billede overfor demokratiet og det der engang var på vej til at blive en retsstat, - men nu alene ligger helt i hænderne på "Sultanen fra Ankara", der nyder despotens magt over Tyrkiet og dets institutioner.

Selv folkets ønske om "dødsstraf" syntes han at være villig til at indføre, som kan ramme ham selv ved det næste statskup, der nådesløst vil skille sig af med "Sultanen" for ikke siden at blive ramt af hans enevældige hævn i "guds"(Allahs) navn, for realiteten er "Sultanen" vil have et religiøst styre i Tyrkiet for fremtiden, hvilket de mange moskebyggerier båret frem igennem årene viser, at den store "genfødte Mehdi" vil berige sit folk med.

Mellemøsten syntes ellers tilstrækkelig ustabil i forvejen ud fra religiøse motiver, og nytilkomne vil næppe blive modtaget med åbne arme i såvel EU, Europa som i Amerika, og da slet ikke i NATOs hovedkvarter.

De sydøstlige lande indenfor NATO må være forberedt på denne udvikling i Tyrkiet ud i fremtiden, og NATO må ligeledes lægge en strategi for håndteringen af "Sultanen af Ankara" når den religiøse statsdannelse bliver en realitet, og det indbefatter også EU, Europa og Amerika, der skal tage stilling til den udvikling i fremtiden.

Foreløbig er der intet der tyder på noget indefra eller "Sultanen" selv vil indse despotens sygelige trang til såvel politisk som religiøs magt som Tyrkiets "nedstegne Mehdi fra det høje" som en lysende religiøs frelser imod vestlig påvirkning, og en tilbagevenden til tiden før Atatyrk.