Tyrkisk styre kræver 2745 dommere anholdt efter kupforsøg

Tyrkiske myndigheder slår hårdt ned på Fetullah Gülens støtter, og flere tusinde dommere kræves anholdt.
16. juli 2016 kl. 14:26Opdateret 16. juli 2016 kl. 22:01

Tyrkiske myndigheder har beordret 2745 dommere og anklagere anholdt efter et kupforsøg mod præsident Erdogan fredag aften og natten til lørdag.

Den tyrkiske kanal NTV rapporterer, at regeringen slår hårdt ned på personer, som menes at stå i ledtog med prædikanten Fetullah Gülen.

Præsidenten har beskyldt Gülen for at stå bag kupforsøget. Prædikanten, der bor i USA, har afvist.

På et pressemøde i Pennsylvania lørdag har Fetullah Gülen sagt, at kupforsøget kan være iscenesat.

Han opfordrer tyrkerne til ikke at se positivt på militærets indgriben. Demokrati opnås ikke via militærkup.

Det forlød tidligere lørdag, at de mange dommere og anklagere var blevet fyret.

På et pressemøde lørdag lykønsker Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, sit land for at have overkommet nattens kupforsøg.

- Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der kæmpede heroisk mod kupmagerne i nat. De martyrer, der døde i nat, vil aldrig blive glemt, siger han ifølge CNN Türk.

Han lover samtidig, at kupmagerne vil blive straffet hårdt.

- Vores nation og befolkning har vist, at den vil kæmpe for demokratiet. Den har vist, at ingen kan trodse folkets vilje, siger Binali Yildirim.

Mindst 265 personer meldes dræbt - både kupmagere og civile. Flere tusinde militærfolk er tilbageholdt.

Tidligere lød det fra Tyrkiets fungerende hærchef, general Ümit Dündar, at kupforsøget mod Erdogans regering hovedsageligt var iværksat af tropper fra det tyrkiske luftvåben og gendarmeriet.

Han beskyldte samtidig kupmagerne for at have taget flere af militærets øverstbefalende som gidsler.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gu' ved om der overhovedet bliver nogen tilbage i den off. sektor, når først onkel Cardigan har sparket alle de personer ud, der kunne tænkes at være imod hans stræben efter at blive sultan af Ankara.

Keld Albrektsen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Han er en despot, og jeg kan IKKE glæde mig over at kupforsøget mislykkedes, selvom jeg ikke er tilhænger af militærdiktatur.

Artiklen beskriver desværre kun hvad der var forventeligt fra Erdogans side, og som AL kort beskriver det, "onkel Cardigan" eller "sultanen af Ankara" har nået sit mål, men der bliver vist stadig vanskeligere en man kan antage.

De politiske handlinger der her beskrives som de første efterdønninger efterkuppet, er demokratisk kritisable og skader demokratiet i opfattelsen som i fremtiden lægger blot kimen til senere kommende, og mere velorganiserede kupforsøg i fremtiden.

Despoter som "onkel Cardigan"/"Sultanen af Ankara" er selvdestruerende i natur, og desværre vil det som sædvanlig også ramme befolkningen hårdt, indtil de indser sandheden bag den "stærke mands natur", som psykisk ustabil og hysterisk herskersyg med hensynsløshed som følgesvend.

Hvis ikke inden året er omme, eller i hvert fald næste år, vil vi se et nyt statskupforsøg i Tyrkiet, og det kan blive endnu mere blodigt, for beslutsomheden hos militæret vil være mangefold stærkere for at vinde og afsætte "onkel Cardigan / Sultanen af Ankara" for hans mere og mere bizarre regeringsførelse udenom demokratiet.

Jørgen M. Mollerup

Hvad har disse dommere med kupforsøget at gøre? Det minder om en østrigers hærgen i Tyskland i begyndelsen af 30erne.