Minister vil halvere brug af farlig medicin til demente

Vores samfund kan ikke være det høje forbrug af antipsykotisk medicin til demente bekendt, mener minister.
24. september 2016 kl. 22:11

Brugen af antipsykotisk medicin til demente skal mindskes markant.

Det mener sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V).

Hun er på vej med en ny handlingsplan, som skal halvere forbruget af medicinen. Det skriver Berlingske.

- Forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens er simpelthen alt for højt. Det kan vi ikke som samfund være bekendt, siger Sophie Løhde til avisen.

Handlingsplanen er rettet mod både hjemmeboende og beboere på plejehjem med demens.

Den øgede indsats er en del af en ny demens-handlingsplan. Indsatsen skal løfte kvaliteten i behandlings- og plejeindsatsen samt øge støtten til de pårørende over en bred front.

Regeringens plan kommer efter årevis med advarsler fra eksperter imod at udskrive den antipsykotiske medicin til et stort antal demente i lange perioder.

Medicinen gives for at dæmpe dementes angst og udadreagerende adfærd. For der mangler viden og ressourcer i kommunerne, hos de praktiserende læger og på plejehjemmene.

Men den antipsykotiske medicin kan give alvorlige bivirkninger. Blandt andet i form af sløvhed samt øget dødelighed som følge af blandt andet lungebetændelse og blodpropper.

Ifølge Berlingske skal halveringen ske ved et generelt kvalitetsløft af hjælpen til demente ældre.

Derudover skal der gribes ind over for læger og kommuner, som ifølge avisen står bag et uforholdsmæssigt højt forbrug af den type medicin blandt ældre.

Der er store forskelle mellem kommunernes brug af antipsykotisk medicin. Derfor vil ministeren lavere en grundigere overvågning af forbruget.

Tilsynet med lægers brug af medicinen til demente skal også udvides.

Både eksperter og Ældre Sagen hilser ifølge Berlingske den øgede indsats velkommen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alan Strandbygaard

Være bekendt, Sophie Løhde?

Er du nu blevet sendt på undercover mission igen? Du mener vel at du hellere vil bruge penge på topskattelettelser?

Niels Duus Nielsen

Det er faktisk et interessant dilemma, telegrammet blotlægger:

"Regeringens plan kommer efter årevis med advarsler fra eksperter imod at udskrive den antipsykotiske medicin til et stort antal demente i lange perioder."

Nu må vi jo gå ud fra, at de receptudstedende myndigheder, som har ansvaret for udskrivelse af den antipsykotiske medicin, er statsautoriserede specialister på det område, de arbejder med. Så der er her tale om eksperter, der modsiger eksperter. Hvordan afgør vi ikke-eksperter, hvem af de uenige eksperter, der har ret i deres påstand?

Regeringen er ikke i tvivl, den leder efter midler til at købe vælgerne med skattelettelser, så den vælger selvfølgelig den billigste løsning. Hvilket er at halvere udgiften og stille nogle løse hensigtserklæringer om forbedringer i sigte engang i fremtiden - hvis, såfremt, ifald.

Men hvor blev den medicinske sandhed af? Når doktor Diller er uenig med doktor Daller, hvem er så overdoktor? Sgu da ikke sundhedsbaben Sophie Løhde, eller hvad?

Hun er selvfølgelig bachelor i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, og da penge er Gud og virksomhedskommunikation handler om at sælge glasperler til de indfødte, har hun måske en pointe. Som er, at "Vi alene vide, hvad for folket er bedst".

Og så får vi samtidig sat de besværlige læger på plads, som hele tiden insinuerer, at de syge er syge, og ikke dovne, hvad vi jo alle ved, at de er.