Syriens hær tilbyder frit lejde til oprørere i Aleppo

Tilbuddet om fri passage til oprørere kommer efter mange dages intense russiske og syriske bombardementer.
2. oktober 2016 kl. 15:26Opdateret 2. oktober 2016 kl. 17:01

Den syriske hær siger, at oprørerne skal forlade det østlige Aleppo. Hæren er klar til at garantere fri passage.

Det skriver det syriske nyhedsbureau Sana.

- Hærens overkommando opfordrer alle væbnede kæmpere i det østlige Aleppo til at forlade nabolaget og lade civile indbyggere leve deres normale liv, lyder det.

- Det militære lederskab i Rusland og Syrien vil garantere fri passage for kæmperne og vil give dem den nødvendige hjælp, fortsætter erklæringen.

Tilbuddet om frit lejde kommer efter intense bombardementer i dagevis.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, beskrev tidligere på ugen bombardementerne i Aleppo som åbenlyse krigsforbrydelser. Flere hundrede mennesker er dræbt.

Kampene tog til i intensitet efter en våbenhvile, der var forhandlet af USA og Rusland, brød sammen for to uger siden.

Angrebene på oprørerne i det østlige Aleppo fortsatte søndag.

- Snesevis af russiske flyangreb blev i løbet af natten gennemført mod kampzonerne i Aleppo by, rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Organisationen har sine oplysninger fra et netværk af informanter i kampområderne.

Bombardementer "hjælper regimets styrker med at kunne rykke frem i den nordlige del af byen", hedder det.

Blandt de bydele, som i løbet af natten blev bombet, er Bustan al-Basha, Sakhor og Suleiman al-Halabi. Det oplyser nyhedsbureauet AFP's korrespondent i området.

Onsdag og igen lørdag bombede russiske eller syriske fly det største hospital i det østlige Aleppo. Et felthospital blev også bombet lørdag.

- Sundhedssystemet er på kanten af et totalt kollaps. Patienter afvises, og der er ikke medicin til rådighed til at behandle de mest almindelige lidelser, siger FN's vicegeneralsekretær for humanitære anliggender, Stephen O'Brien.

Han anmoder om en pause i kampene.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sana.sy ser ikke ud til at nævne disse ting. Tværtimod har man travlt med at skrive om sit-in strejker i europæiske stater og kritik fra FN af US og Europa. Ren propaganda. Ligeledes om sanktioner helt tilbage til 1979?
Det skal nok hjælpe - de beskylder også US og Europa for at hindre fødevare og medicinproduktion...

Aleppo 2.10.2016
"Army units in cooperation with the supporting forces established control over al-Kindi Hospital completely and the western vicinities of al-Shqeif area, al-Hamra hill and 16 farms to the southwest of Handarat camp in Aleppo, killing scores of the terrorists and haunting down the fleeing terrorists in the area".

Tilsyneladende er det kun terroristgrupper, der dræber civile i Aleppo. I hvert fald nævnes der intet om passager af nogen art!