Biolog: Viben og stæren kan blive udryddet i Danmark

Inden for en generation eller to kan flere fuglearter forsvinde fra landet, advarer fugleekspert.
15. december 2016 kl. 14:31

Arter som stær, vibe og sanglærke er i voldsom tilbagegang og kan blive udryddet i Danmark, hvis ikke truslerne mod dem tages alvorligt.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i kølvandet af en ny undersøgelse. Den slår fast, at antallet af almindelige fugle er faldet de sidste 200 år.

- Det sker ikke lige fra den ene dag til den anden, men de er gået voldsomt tilbage.

- Og hvis ikke de trusler, der er imod dem, bliver fjernet, er der risiko for, at de vil forsvinde helt fra Danmark i løbet af en generation eller to, siger biolog Knud Flensted fra foreningen.

Undersøgelsen, der er trykt i DOF's tidsskrift, slår fast, at ringere levevilkår er grunden til, at antallet er faldet i perioden 1800 til 2012.

Desuden henvises der til et europæisk studie, der viser, at 421 millioner individer forsvandt fra 1980 til 2009.

Derfor er det vigtigt, at truslerne bliver taget alvorligt, mener Knud Flensted.

- Der bliver mindre og mindre plads til naturen i Danmark, hvis vi ikke passer på. Vi skal give naturen plads og for eksempel lade større skovområder passe sig selv, siger han.

Biologen forklarer derudover, at næringsstoftilførslen til naturen skal undgås.

Mens antallet af fugle er forsvundet, er der kommet 29 flere arter til Danmark siden år 1800. Og flere rovfugle, der var udryddet omkring år 1900, er kommet tilbage til landet.

Knud Flensted vil da heller ikke udelukkende male fanden på væggen over udviklingen.

- Naturen kan faktisk reparere sig selv og genetablere sig, hvis der er nogle områder i nærheden, hvor arterne kan spredes fra.

- Selv fugle, der er blevet udryddet, har en god chance for at komme tilbage, hvis man genskaber levestederne for dem, siger biologen.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
Anne Eriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Viben og sanglærken var der nu rimeligt stadig på mine 'gåtur' områder i sommers, men stæren, hvor blev den af? Nå, den savner jeg nu heller ikke så meget, helt ærlig.

Flemming Berger

Alt hænger sammen og interagerer i naturen - pånær mennesket!

Historien fra Kina,om Mao-regeringens herostratiske forsøg på at øge høsten af kirsebær ved at minimere stærebestanden,fortæller,at det eneste målbare resultat var en eksplosiv vækst af fluebestanden.

Homo sapiens sapiens alene vide...

Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Flemming - ja, ja, jeg er helt med på sammenhængene i naturen, min kommentar går udelukkende på et æstetisk og følelsesmæssigt forhold til stæreflokken i naturen, men jeg er godt klar over, at selv flokke af rotter er vigtige for biodiversiteten, selvom jeg ikke holder af synet af dem.

Jørgen M. Mollerup

Jo flere mennesker der bliver på kloden, jo flere arter bliver truet, og jo større bliver miljøproblemerne.
Skal kloden bringes i økologisk ligevægt, skal den vanvittige befolkningstilvækst stoppes.
I 1900 var der ca 2 mia., nu er vi over 7 mia.