Statsministeren: Danskere skal have mere uddannelse

Fremtiden tegner lys, men danskerne skal uddannes mere, siger Løkke efter møde om fremtidens arbejdsmarked.
19. december 2016 kl. 15:36

- Vi skal skabe stærkere danskere. For alle skal med.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der lægger op til, at uddannelse skal fylde mere i danskernes arbejdsliv.

Udmeldingen kommer efter et møde på Marienborg mandag med deltagelse af en lang række virksomhedsledere, eksperter og fagforeningsfolk.

Her gav flere oplægsholdere et indblik i de voldsomme ændringer, som ny teknologi vil betyde for mange danskeres job.

- Vi fik tegnet en fremtid, som måske virker lidt urealistisk, men som nok skal komme. Med biler, der kører af sig selv. Hvor stiller det alle de mennesker, som nu er i transportsektoren? Hvad skal der blive af dem, spørger Lars Løkke Rasmussen.

Han ser dog lyst på mulighederne, selv om nogle danskere må se deres job forsvinde. Nye muligheder vil nemlig opstå.

- Først og fremmest viser menneskehedens erfaring fra opfindelsen af hjulet til i dag, at selv om vi har opfundet ny teknologi, er der blevet mere og mere arbejde.

- Jeg har selv besøgt virksomheder på det seneste, som er begyndt at sætte robotter ind i produktionen. Nu har de flere ansatte, end de havde for få år siden, siger statsministeren.

Han ser samtidig robotter i produktionen som en vej til at sikre produktionsjob, som måske ellers ville være flyttet til Kina, hvor lønnen er lavere.

- Der er ikke tvivl om, at der er arbejdspladser, der forsvinder. Men der opstår nye. Det er noget af det, vi skal kigge på.

- Hvordan sikrer vi os så - hvis man har en uddannelse og nogle erfaringer, som matcher et af de job, der forsvinder - at man kommer over til et af de job, der opstår, siger Løkke.

Han varmer med mødet op til kommende trepartsforhandlinger, som vil uddannelse som fokus.

Løkke lægger op til, at der skal afsættes flere penge til området. Regeringen har allerede fremlagt bud på, hvor de skal komme fra, siger Løkke:

- Vi ønsker at tilvejebringe ekstra ressourcer til at øge danskernes kompetencer.

- Det er derfor, vi præsenterer en SU-reform og tager pengene derfra og investerer i en kompetencepulje, siger han.

Han afviser, at regeringen går imod den linje ved at stoppe muligheden for at tage to videregående uddannelser på samme eller lavere niveau på statens regning.

- Det er et udtryk for, at vi ønsker at placere de ekstra penge, hvor de rækker længst, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han mener, at der i stedet skal bruges penge på efter- og videreuddannelse i løbet af arbejdslivet.

- Det med, at man får en uddannelse og så klarer sig med den resten af livet, hører nok fortiden til, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Han afviser, at regeringen går imod den linje ved at stoppe muligheden for at tage to videregående uddannelser på samme eller lavere niveau på statens regning."

Løkke er et selvmodsigende fjols.

Karsten Aaen, Holger Madsen, Tue Romanow, Thomas Holm, Gert Romme, john andy houbo Pedersen, Anne Eriksen, Klaus Ipsen, Lauge Hoyer, Torben Skov og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Ja, for der lige straks biler, der kører af sig selv og - robotter...
Bare, vi kunne få en regering, der kan tænke selv - også i fremtiden. Ikke kun på penge, penge!

Torben Skov, Flemming S. Andersen og john andy houbo Pedersen anbefalede denne kommentar

Statsministeren har fundet sig en ny hobby - disruption. Hva' mæ' han sørgede for at passe sit arbejde som regeringsleder, og fik organiseret et effektivt skattevæsen ...disruption - Lars Løkke er en lille svindler.

Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Helle Thornings regering ville skabe den bedst uddannede generation nogensinde. Nu siger Løkke : Danskere skal have mere uddannelse. Hvem sagde det bedste?

Flemming S. Andersen

Det gode ved statsministerens nye, sikkert påtvungne hobby, disruption, så har denne interesse den fordel, at når statsministerens tudetåbelige politiks konsekvenser viser sig, kan han ikke længere påstå uvidenhed, kun utilstrækkelighed.

At man kan blive så indskrænket og forbenet, at man i en verden der efter egne ord udvikles hurtigere og hurtigere og kalder på borgernes flexibilitet, tværtom forringer uddannelsessystemet bredt sammen med Suen og vanskeliggør efteruddannelser og fleruddannelser.

Det er ubegribeligt at denne charlatan overhovedet er blevet folkevalgt repræsentant endsige minister, for slet ikke at sige statsminister.
Eller rettere er det faktisk en katastrofe.

Anne Schøtt, Ib Christensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Ebbe Overbye og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Charlatan er en meget rammende betegnelse af Løkke.

Og at staten fattes penge har nok sin årsag.

Ib Christensen, Anne Eriksen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
torben - nielsen

Jeg bliver lige nødt til at citere Lars Løkke her: - Hvordan sikrer vi os så - hvis man har en uddannelse og nogle erfaringer, som matcher et af de job, der forsvinder - at man kommer over til et af de job, der opstår.-

Ja se, nu har regeringen lige vedtaget et forslag, som forhindrer at man kan skifte spor.

Der vel kun i politik, at man kan tale en ulempe op til en fordel!!

Ib Christensen, Torben Skov, Ebbe Overbye og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Ikke for at bakke op om LLR, men S røg altså også med på den, øjensynligt for at skaffe en diminutiv besparelse på 300mill, som skulle gå til dagpengene - åbenbart nødvendigt når pengene til overflod strømmer ud af kassen hos SKAT, en problematik man nok i stedet burde vise lidt opmærksomhed.
At DF også deltog i flertallet viser blot, at de er helt uden politisk substans, når det handler om andet en indvandrere

Torben Skov, Karsten Aaen, Ebbe Overbye og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

"- Der er ikke tvivl om, at der er arbejdspladser, der forsvinder".

Han vedkender altså at jobbene forsvinder...og alligevel fortsætter man med at straffe dem uden levebrød med devisen; "Det skal kunne betale sig at arbejde". Man straffer folk udsat for nutidens konjunkturer med dette gajol pakke-ræsonnement, som åbenbart giver god mening, sådan på et teoretisk plan for dem selv og andre af borgerskabet, der lukker øjnene for arbejdsløsheden.

VLAK-regeringen har lige stemt for, sammen med DF, mener jeg, at spare cirka 11 mia. kr. i alt! på uddannelserne i det her land i de næste fire-fem år, mener jeg det er?

Hvorfor og hvordan kan Lars (u)Løkke så stå og sige, at danskerne skal have mere uddannelse? Når han, og hans regering lige har stemt for at de skal have mindre uddannelse.....også erhvervsskolerne og erhvervsakademierne....Ved manden egentlig hvad der foregår i hans eget finansministerium?

For jeg mener det er der problemet er her i år 2016; der sidder sikkert en hel masse supply-side økonomer, som måske? er ansat i 1990erne? - de har igennem deres uddannelse lært, at offentligt er skidt, privat er godt. Og måske? har de også lært, at alle offentlige tiltag er udgifter, der går ud over det private initiativ mm. Derfor anser de måske? det alle udgifter som det offentlige har som udgifter mm. der forhindrer det private erhversliv i at blomstere.

Kort sagt: Hvor vi her på Information mm. - de fleste af os - ser investeringer - ser økonomerne i Finansministeriet udgifter. Og det virker som om de slet ikke fatter eller indser, at når man presser en hel masse unge mennesker fra kontanthjælp over i uddannelse, ja så falder antaller af folk, unge mennesker på kontanthjælp, mens antaller af folk på SU stiger....

Anne Schøtt, Ib Christensen, Bill Atkins og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Noget begynder at tyde på at bagtanken med skolereformen var opdragelse, ikke uddannelse.
På en skala så stor, som skolesystemet i hele landet, så vil betegnelsen indoktrinering være mere passende.
Så når LLR benytter ordet uddannelse, er det så egentlig målet, eller blot en undskyldning og et dække over bagtankerne!