Danske Bank erkender estisk svigt i hvidvaskningsskandale

Systemerne til at opdage hvidvask af penge var ikke på plads i Danske Banks estiske afdeling, skriver banken.
20. marts 2017 kl. 21:38

Danske Banks afdeling i Estland havde hverken systemer eller rutiner på plads til at opdage, om den blev misbrugt til at vaske penge hvide.

Det erkender Danske Bank, efter det er kommet frem, at banken sandsynligvis er blevet brugt til storstilet økonomisk kriminalitet.

En stor international efterforskning har vist, at mindst 20 milliarder dollar er ført ud af Rusland via en stribe banker. En af dem er Danske Bank, der sammen med Nordea skulle være brugt til hvidvask af op til syv milliarder kroner.

- Vi havde på det pågældende tidspunkt i Estland ikke tilstrækkeligt effektive systemer og rutiner til at sikre, at vi ikke blev misbrugt til hvidvask. Det har vi rettet op på, skriver Danske Banks chefjurist, Flemming Pristed, i en pressemeddelelse.

De mange konti og transaktioner er efterfølgende blevet gået igennem. Det er gjort for, at man kan leve op til myndighedernes krav om, at bankerne skal vide, at deres kunder har lovlige grunde til at have deres konti.

Den gennemgang har ifølge Danske Bank ført til en større oprydning af kunderne bag de mistænkelige overførsler.

Øjensynligt savnede alle de gennemgåede engagementer med undtagelse af en enkelt legitime årsager til at have deres konti.

- Som et resultat heraf (gennemgangen red.) er samtlige kunder på nær én med relation til de pågældende transaktioner blevet afviklet. Vi har indført nye systemer og kontrolprocedurer og har desuden indsat en ny ledelse i Estland, skriver Danske Bank.

Ifølge Berlingske er Danske Bank og Nordea blevet brugt som mellemstation i en global hvidvaskningsoperation. Syv milliarder kroner via 1700 transaktioner skulle været gået gennem de to banker.

Danske Bank understreger, at man ikke ønsker at blive brugt til kriminelle handlinger.

- Vi ønsker på ingen måde at blive misbrugt til hvidvask eller andre kriminelle formål. Vi tager vores ansvar for at bidrage til bekæmpelsen af hvidvask og anden finansiel kriminalitet meget alvorligt, skriver Danske Bank.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Christiansen
Ole Christiansen

"Danske Bank understreger, at man ikke ønsker at blive brugt til kriminelle handlinger."
Øhhhh. "ikke blive brugt til..."
I modsætning til når de selv iscenesætter kriminelle handlinger som f.eks. skattely ?????
Så det er okay, at de selv tilbyder kriminelle handlinger, men ikke ,når andre bruger deres fine bank til det???
Vil I venligst forklare mig forskellen?

Brugerbillede for Sup Aya  Laya

Vil I kære journalister ikke snart holde op med at beskrive sager som disse, i en tone hvor det fremstår som om I er forbavsede? Vi vidste det jo godt.

Danske Bank blev tilført massive midler med bankpakke I - altså midler betalt af skatteborgerne:
http://kritiskeaktier.dk/2016/03/skatteyderne-reddede-dansk-bank-til-gev...
og i forlængelse af dette er et af bankens forretningsområder hvidvaskning. Hvordan mon de kriminelle kunder er "blevet afviklet"? Har Danske Bank en god forbindelse eller et lille datterselskab? Håber også det bliver undersøgt hvordan rådgivningen om afviklingen er foregået.

Vi har både lokale og globale finans-drenge, og det er dem der sætter dagsordenen, læs: Fritz Schur, Mærsk, Deloitte, McKinsey, PwC. At der er politikere som Henning Dyremose, Corydon og Sass Larsen der gerne vil støtte de parasitiske elementer i erhvervslivet, viser at der ingen grænser er for grådigheden og at den moralske råddenskab i DK er langt mere smitsom end MRSA i denne tid.

Brugerbillede for Sup Aya  Laya

Dét jeg mener er, at det vil være mere oplysende for vælgere der ikke har helt styr på de politiske programmer, at få relateret sager som denne til udøvernes politiske ideologi. For en neoliberal er der sandsynligvis ikke noget galt i den praksis der er afsløret, altså udover det ulovlige ...

Brugerbillede for Hans Larsen

Den siddende regering har jo 'strengere straffe' som universalløsning på al kriminalitet. Underligt nok har de endnu ikke bragt det op i denne sammenhæng ?