Telegram

Corydon: Rigsrevisionen bekræfter min version af Dong-salg

Den tidligere finansminister hæfter sig ved, at den politiske håndtering af Dong-salget ikke kritiseres.
Corydon: Rigsrevisionen bekræfter min version af Dong-salg

RITZAU SCANPIX

Telegram
17. maj 2017 kl. 18:08

Siden statens delvise salg af Dong Energy i 2014 er den daværende finansminister, Bjarne Corydon (S), blevet skudt i skoen, at han solgte energiselskabet for billigt.

Onsdag har Rigsrevisionen aflagt beretning, der fremsætter en usædvanlig skarp kritik af Finansministeriets håndtering af salget. Bjarne Corydon hæfter sig ved, at der ikke er kritik af den politiske håndtering af sagen:

- Jeg konstaterer med tilfredshed, at Rigsrevisionens beskrivelse af sagsforløbet bekræfter, hvad jeg konsekvent har gjort gældende overfor Folketinget og offentligheden, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Af samme årsag finder statsrevisorerne heller ikke anledning til at rette nogen kritik mod den politiske håndtering af forløbet eller mod de beslutninger, der blev truffet og støttet af et meget bredt flertal i Folketinget.

En af de mest højlydte kritikere af Dong-salget er Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted. Han mener modsat Corydon, at kritikken fra Rigsrevisionen er en "alvorlig begmand" til den tidligere S-minister.

- Det er dybt bekymrende, at Finansministeriet ikke kan redegøre for centrale dele af forløbet, siger han i en pressemeddelelse.

Rigsrevisionen finder det "meget utilfredsstillende", at centrale dokumenter om Dong ikke er i Finansministeriets sager.

I beretningen konkluderer Rigsrevisionen, at Finansministeriet dermed ikke har "sikret tilstrækkelig gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget, hvilket ikke er i overensstemmelse med god forvaltningsskik."

- For så vidt angår statsrevisorernes kritik af Finansministeriets dokumentationspraksis, har denne ikke haft betydning for sagens udfald, siger Bjarne Corydon.

- Der er tale om administrative forhold, hvor jeg må henvise til ministeriets egne kommentarer.

Efter nederlaget ved folketingsvalget i 2015 blev Bjarne Corydon ansat som global direktør for The McKinsey Center for Government.

Det delvise salg af Dong blev den udløsende faktor for, at SF trådte ud af SRSF-regeringen. Salget førte til så megen intern splid i partiet, at SF endte med at træde ud af regeringen.

/ritzau/

Opdateret 17. maj 2017 kl. 18:21

Helle Walther

De kritiske kommentarer fra DF`s statsrevisor, Pia K ægtemand, var forventet, og det er ikke i orden at papirer ikke er arkiveret, men Corydon er frifundet fuldstændig for urent trav, og de personer der har sjusket er blevet håndteret. Det er blot trist, at håndteringen fra ministeriet side har givet anledning til så mange konspirationsteorier. Løkke var helt klar i mælet forleden om samme sag, den ros skal han have, han stod helt bag tidl. finansminister Corydon.

Rasmus Knus

»Jeg har godt set, at der er nogen, der mener, at nu er alle ministre frikendt. Men det kan vi faktisk ikke svare på«, siger han og gentager:

»Der er ingen, der er frikendt«.

Den tidligere statsminister anser heller ikke sagen for lukket.

»Vi kan ikke bare konkludere, at nu er sagen lukket. Nu er sagen definitivt slut. Sagen er genåbnet«, siger Poul Nyrup Rasmussen og uddyber:

»Vi står med den største katastrofe for udsalg af statslige virksomheder i mange, mange år. Vi må have belyst, hvad er der foregået, og vi må også få placeret et ansvar, når tid kommer«.

http://politiken.dk/indland/politik/art5954338/Dong-sagen-er-ikke-lukket...

Steffen Gliese, kjeld jensen og Per Meinertsen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Nu blev det fortalt i radioen at det har vist sig at den kære Sachs har solgt en del af aktierne med en stor fortjeneste, men ved at gemme gevinsten i skattely får den danske stat intet ud af det.Hvem siger "røvrendt"?

Steffen Gliese

Ja, Poul Nyrup konstaterer nu, at sagen kun lige er begyndt. Hvad er der iøvrigt blevet af det helt overordnede ministeransvar?

Troels Larsen

Det er lettere tragikomisk at læse beskrivelsen af Corydon hos McKinsey:

"Bjarne has had the privilege to drive positive change for the public by devising strategies for economic recovery and governance through budget and tax reform, promoting private sector growth and competitiveness, and developing a variety of projects in primary education, digitization, defense, labor market, and benefit reforms."

http://www.mckinsey.com/our-people/bjarne-corydon

Jeg håber de mennesker, der måtte søge hjælp hos McKinsey og Corydon kommer på andre tanker. Hvis det han lavede for Danmark beskrives som ovenfor, så gad jeg godt vide hvordan McKinseys beskrivelse af sig selv kan oversættes til i almene termer:

http://www.mckinsey.com/about-us/what-we-do