Telegram

Minister håber på hurtigt svar om overgreb mod irakiske civile

Regeringen kan endnu ikke bekræfte, om irakiske militser står bag påståede overgreb mod civile.
Minister håber på hurtigt svar om overgreb mod irakiske civile

RITZAU SCANPIX

Telegram
2. maj 2017 kl. 14:26

Irakiske styrker, som samarbejder med den internationale koalition, er blevet beskyldt for at stå bag overgreb mod irakiske civile i kampen mod Islamisk Stat.

Derfor har Irak igangsat en undersøgelse af de påståede overgreb.

Påstandene har fået Forsvarsudvalget til at indkalde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i samråd tirsdag. Han håber på hurtig afklaring.

- Der er en dialog mellem koalitionen og irakerne om undersøgelsen.

- Der er på nuværende tidspunkt intet nyt, om hvornår den er færdig, men det må gerne ske hurtigt, siger Anders Samuelsen.

Forsvarsudvalget har spurgt ministeren om, hvilke konsekvenser de mulige overgreb i givet fald skal have for den danske militære støtte til Irak.

Dansk militær har derudover trænet en milits, som beskyldes for at stå bag andre overgreb mod civile. Men den sag er ikke en del af dagens samråd.

Direkte adspurgt, om ministeren har kendskab til, at der skulle være begået overgreb på civile, svarer ministeren:

- Så ville vi være i en situation, hvor vi skulle tilbagekalde støtten.

Der har været flere meldinger fra menneskeretsorganisationer og medier om, at der skulle have fundet overgreb sted begået af den irakiske hær og tilknyttede militser.

Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra udenrigsordførerne Nick Hækkerup (S) og Nikolaj Villumsen (EL).

Anders Samuelsen maner til besindighed.

- Vi skal ikke straks true med at trække os ud på grund af beskyldninger om overgreb.

- Det er nødvendigt, hvis vi skal præge tingene i den retning, vi mener, er den rigtige.

- Det kan ikke udelukkes, at nogle af de overgreb vi hører om, kan være fabrikeret af Isil, siger Anders Samuelsen og bruger en anden betegnelse for den militante bevægelse Islamisk Stat.

I mindst tre tilfælde har danske styrker i Irak rapporteret hjem om billeder, videoer og udtalelser, som tyder på, at Iraks hær og landets føderale politi har henrettet krigsfanger i strid med krigens regler.

Det fremgik i 2016 af en aktindsigt, som Information fik fra det danske forsvar.

Siden har den danske reservekaptajn og debattør Klaus Kroll fortalt Radio24syv, at han har set videoer af dansktrænede soldater fra den irakiske hær, der slæbte fanger fra Islamisk Stat efter biler.

Ingen danske soldater har ifølge tidligere udtalelser fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) været direkte vidner til de irakiske soldaters påståede ugerninger.

Men de har påpeget dem over for de irakiske officerer.

/ritzau/

Opdateret 2. maj 2017 kl. 15:48

Lars Bo Jensen

"Direkte adspurgt, om ministeren har kendskab til, at der skulle være begået overgreb på civile, svarer ministeren:

- Så ville vi være i en situation, hvor vi skulle tilbagekalde støtten."

Den bemærkning håber jeg at nogle journalister holder ministeren op på, hvis/når det bliver dokumenteret, så selv Anders Samuelsen ikke kan benægte kendskab til overgrebene.