DF-retsordførers dæk skåret op: Sagen meldt til politiet

Begge Peter Kofod Poulsens fordæk fik i weekenden et smalt hul på 1-1,5 centimeter. Sagen er anmeldt.
19. juni 2017 kl. 19:07

En eller flere personer har tilsyneladende skåret et hul i hver af fordækkene på Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsens bil i weekenden.

Politikeren har anmeldt de to huller, der er smalle og 1-1,5 centimeter lange, til politiet, oplyser han.

- Det synes jeg, at man skal gøre, hvis man bliver udsat for noget, siger han.

Politikeren opdagede hullerne lørdag.

- Jeg kommer hjem til min privatadresse i Haderslev i fredags. Dagen efter opdager jeg en fugleklat på bilen og vil køre over og vaske den.

- Da jeg kører i den, kan jeg mærke, at der er noget, der ikke fungerer, siger Peter Kofod Poulsen.

Det står ikke klart, om hullerne er politisk motiveret. Bilen har ingen særlige kendetegn. Dækkene er de eneste på vejen, der ufrivilligt har mistet luften, oplyser politikeren.

- Det kan have været drengestreger. Jeg ved ikke, om der ligger noget personligt i det. Jeg kan bare konstatere, at jeg må ud og købe to nye fordæk, siger han.

- Nogle folk på vejen, har jeg fornemmet, har været bekymret. Og det er ikke fedt.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer