Samuelsen vil sætte hårdt mod hårdt mod terror

Efter angreb i London lørdag siger udenrigsminister Anders Samuelsen, at terroren vil tabe i sidste ende.
4. juni 2017 kl. 10:05Opdateret 4. juni 2017 kl. 10:51

Kampen mod terror ender med et nederlag til dem, som ikke ønsker frihed og demokrati.

Det udtaler udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) efter lørdagens angreb i London, hvor syv civile og tre angribere har mistet livet.

- Terror må ikke få os til at tvivle på forsvaret for de helt grundlæggende værdier i vores samfund og troen på frihed og demokrati.

- Men vær ikke i tvivl: Vi kommer til at sætte hårdt mod hårdt, og vi kommer til at vinde, siger Samuelsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Det var tre mænd, der stod bag angrebene i det centrale London, hvor der ud over de dræbte er 48 sårede.

Først kørte de en hvid varevogn ind i folk på London Bridge, og de tre mænd fortsatte deres blodige togt med at stikke folk ned med kniv i et markedsområde fyldt med pubber og restauranter.

De tre angribere blev alle dræbt, efter de angreb folk på Borough Market med kniv. Ifølge politiet var de alle udstyret med falske bombebælter.

Angrebet i London kommer knap to uger efter, at en bombemand dræbte 22 mennesker, der var ved at forlade en koncert med popstjernen Ariana Grande i Manchester Arena.

- Storbritannien er igen ramt af fej og ussel terror kun fem dage før parlamentsvalget den 8. juni.

- Mine tanker og dybe medfølelse er hos ofrene og deres familier. Jeg er ramt af sorg og vrede og fordømmer de fuldstændig meningsløse og tragiske drab på uskyldige mennesker på det kraftigste, siger Samuelsen.

- Vi giver aldrig op i kampen mod terror, og jeg har udtrykt over for min britiske kollega, at Danmark står sammen med Storbritannien i denne triste stund, siger han.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er også forfærdet over London-angrebet.

- Midt i sorgen efter det afskyelige angreb i Manchester er Storbritannien atter blevet ramt af mørket. Endnu et fejt forsøg på at knægte os har udspillet sig for vores øjne.

- Den koldblodige foragt for liv efterlader os gang på gang tomme for ord, men med styrket vilje. De vil ikke forandre os eller knække os.

- For hvert fejt attentat vokser vores tro på vores værdier og vores måde at leve på. Jeg sørger med ofrene, deres pårørende og alle briter. I er ikke alene, udtaler Løkke i en pressemeddelelse.

Udenrigsministeriets borgerservice er sammen med ambassaden i London i gang med at undersøge, om der er danskere blandt de sårede eller dræbte.

Det er der i øjeblikket ingen meldinger om.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Hårdt mod hårdt... jojo, men det har han vel også god erfaring med i et land hvor dovne snyltere og syge mennesker bare skal have et kærligt spark og nedsatte ydelser, så bliver de flux ansatte på arbejdsmarkedet.

Floskler og ævl kan vi allesammen deltage med.

Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Per Jongberg, Flemming Berger, Torben Skov, Heidi Larsen, Morten Balling, Anne Eriksen, Noah Möller-Rasmussen, Randi Christiansen, Anders Sørensen, Ole Christiansen, Poul Anker Sørensen, Anker Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

"- Men vær ikke i tvivl: Vi kommer til at sætte hårdt mod hårdt, og vi kommer til at vinde, siger Samuelsen "
Jeg er i tvivl. Den stadig mere åbne verden bliver en farligere verden. En usikker og ustyrlig verden.
Ubalancer på flere måder. Indblanding i andre landes interne forhold. Folkevandringer af forskellige årsager. Kulturelle sammenstød. Religiøs intolerance. Social uro og tab af national sammenhængningskraft.
Det hele skabt af uhæmmet griskhed og udnyttelse af natur og mennesker. Af misforstået, intolerant aktivitet overfor anderledes tænkende - den ældgamle missionerende opfattelse at eje det eneste rigtige og omvende andre til samme opfattelse.
Vi alene vide gennemsyrer verden, Europa - og det danske samfund.
Når ulykkerne så sker, grædes hykleriske tårer over egen uformåenhed.
"- For hvert fejt attentat vokser vores tro på vores værdier og vores måde at leve på."
Er det ikke modsat ?

Flemming Berger, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Ole Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Rolig nu, Lise Lotte Rahbek. I en situation som den foreliggende er det vist svært, selv for en dreven politiker, at sige noget meningsfyldt der ikke lyder som floskler og jobbet kræver jo, at han siger et eller andet. Omvendt vil jeg medgive, at "hårdt mod hårdt" er en lidt uheldig formulering. Vi bliver nok nødt til at være lidt mere profylaktiske end som så, så længe vi er oppe mod en usynlig fjende.

Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Fra ordnet :

Terrorist - person der anvender terror for at fremme et bestemt politisk eller religiøst mål, ofte som medlem af en organisation.

Partisan - via fransk partisan 'partigænger' fra italiensk partigiano 'frihedskæmper; tilhænger', afledt af parte 'del'/medlem af en modstandsbevægelse der fører væbnet kamp mod et regime eller en besættelsesmagt - guerilla/frihedskæmper

'der fører væbnet kamp mod et regime' - hvad kan usa's krige betegnes som? Hvad kan miljø-og socioøkonomisk undertrykkelse og magtmisbrug betegnes som? Ikke at jeg på nogen måde vil supportere terrorisme men blot påpege visse sammenhænge, som de ansvarlige ledere enten er for dumme eller for korrupte til at indrømme. Og hvis indsats derfor i stedet for at forhindre og fjerne terrorismen ved dens ophav opnår det modsatte.

Hårdt mod hårdt? Er du dum eller hvad? Fatter du ikke en bønne? Vi har en dansk udenrigsminister, som med sin udtalelse kun opnår at udstille sin egen og den danske regerings intellektuelle ynkelighed. Men desværre og katastrofalt det generelle forståelsesniveau som terrorismen mødes med.

Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar
Jacob E. Hansen

@Lise Lotte
Du snakker pænt udenom
Måske du alligevel forstod hvor upassende det er at snakke om dansk socialpolitik i en artikel der handler om noget helt andet.
Man kan da håbe

jan henrik wegener

Det kan vise sig at være langt fra "gratis" eller billigt at bløde op overfor den form for terrorisme. Det kunne jo på sigt koste troværdighed anseelse m.v.

Christoffer Pedersen

Terror er kommet for at blive. Når terroristerne er syge nok til at begå handlinger, som med sikkerhed betyder døden for dem selv er de måske ligeglade med Anders Samuelsen snakker "hårdt mod hårdt.
Selv om de er syge, så lad medierne og os andre kalde dem for "tabere" eller andre nedgørende ting. Så kan vi håbe det brænder sig fast i potentielle terroristers bevidsthed, at de hverken er martyrer eller hellige krigere, IS-krigere men slet og ret tabere. Og vi kommer nok til at leve med der altid er tabere, desværre..

Randi Christiansen

Kommer vi nok til at leve med, at der desværre altid er tabere? Ja, hvis det er ambitionsniveauet christoffer, har du nok ret. Heldigvis er stadig flere i færd med at vågne op til en virkelighed, som tilsiger, at det er os, menneskeheden, som i samarbejde har ansvaret for verdens gang. Hverken mere eller mindre, om vi piber eller synger, thats the way it is.

Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

I øjeblikket mobiliseres på en måde, der kan sammenlignes med at smide tændsatsen på benzinbålet. De mennesker, man bekriger/forsvarer sig mod, er villige til at ofre alt. Man burde have lært nok af historien til at vide, at så desperate mennesker ikke kan nedkæmpes med våbenmagt. Naturligvis må vi være årvågne, men hvis denne årvågenhed ikke udstrækkes til rettidig omhu for de miljø-og socioøkonomisk belastede, er det en tabersag for alle. Og jo længere omstillingen udsættes, jo sværere og jo værre bliver det. Det er vores tragedie, at menneskeheden er så langt ude og væk, at vejen hjem er så svær at få øje på.

Torben - Nielsen

Jeg har sådan et gammelt ordsprog der lyder cirka sådan her:

Man må aldrig bruge vold!!

Vælg i stedet for en større hammer!!

Alternativet til at sætte hårdt imod hårdt, er at sætte os ned i en rundkreds og så tale om tingene.
Vi kunne jo så begynde at trække vores tropper hjem og starte initiativer med udvikling i de varme lande.
Vi kunne måske ligefrem starte med at handle med dem.

Og næste gang de så har et problem, så sprænger de bare en bombe mere hos os, så kommer vi med det samme og rager deres kastanier ud af ilden.

Og næste gang……..

Og næste gang……..

?????

Christoffer Pedersen

@ Randi: Hvis du tror det er muligt at vi nogen sinde får en verden uden tabere er det en smuk, men meget urealistisk tanke. Enig i det ideelle ville være hvis vi mennesker i fællesskab på tværs af alle slags grænser kunne samarbejde om at løse verdens problemer. Men om alle de mange militsgrupperinger som fx Taliban, ISIS, Boko Haram udelukkende skyldes socioøkonomisk belastning kan vel diskuteres. Og jeg tør godt lægge hovedet på blokken og påstå, at sålænge der eksisterer den type organiseret terror- og kriminalitet, som det er når tortur, vilkårlige drab, voldtægt og plyndring er, så er der også dem som jeg kalder tabere. Måske er det bedre om mange generationer. Men glem alt om at omvende millionvis mennesker over night.

Randi Christiansen

Nu er jeg trods alt ikke så naiv christoffer, at jeg tror på overnight omvendelse. Og dog, de dynamiske effekter samles over tid og vil manifestere sig på et tidspunkt, som da kan forekomme pludselig - især hvis man ikke er årvågen.

Men det ændrer ikke på, at hvis man ærligt ønsker at ændre uhensigtsmæssig adfærd, er der ingen vej uden om at se på årsagerne. Og det er et indiskutabelt faktum, at såfremt fællesskabet er ordnet i en retsstat, og det er tydeligt for alle borgere, at fordelingsnøglen er retfærdig, er de - og jeg vil vove påstanden - umulige at bestikke eller forlede til ligefrem at ofre deres liv. Ellers er det jungleloven og dem med de længste pensionatsarme, som bestemmer. Så der, hvor mistrøstigheden indfinder sig for mit vedkommende, er, hvorvidt den indsigt kan bundfælde sig de rette steder. Men der er jo ikke andet for, end at føre sagen, hvor det er muligt, og så ellers håbe på at et flertal i tide vil forstå.

I vor tid hober udfordringerne sig op, hvilket forhåbentlig vil have den effekt, at de ansvarlige anspores til handling. Fx ser vi nu mht paris aftalen nye koalitioner i verden - hvor usa, syrien og nicaragua står alene over for resten, og hvor adskillige amerikanske stater fører egen klimapolitik.

Det bør blive stadig mere klart, at det mest hensigtsmæssige ifht menneskehedens overlevelse er at respektere biotopens iboende miljø-og socioøkonomiske lovmæssigheder, herunder at alt er forbundet og interagerende, ref. kvantefysik m.v. I den mørke middelalder blev kvinder og andre visionære brændt på bålet af bange mænd. Lige så tydeligt vil det vanvittige i nuværende globale administration forhåbentlig snart fremstå for de ansvarlige, som vil indse at et samfund, der producerer tabere, er et svagt samfund. En kæde er som bekendt ikke stærkere end sit svageste led.