Samuelsen: Succesrig kamp mod IS øger terrorrisiko i Europa

De fremskridt, koalitionen mod Islamisk Stat gør i Irak, kan være årsag til flere angreb i Europa, lyder det.
19. juni 2017 kl. 16:40Opdateret 19. juni 2017 kl. 17:09

Rækken af terrorangreb i Europa kan være resultatet af den vellykkede bekæmpelse af Islamisk Stat.

Det er en af forklaringerne blandt EU's udenrigsministre på de mange terrorangreb i Europa i den seneste tid, lyder det fra den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA).

- En af teorierne går på, at jo mere vi vinder frem på landjorden, jo mere skal vi også være forberedt på, at der kommer nogle desperate anslag i den anden retning.

- For det er en måde at gøre opmærksom på sig selv på, siger han efter et møde med EU's udenrigsministre i Luxembourg mandag.

På mødet diskuterede ministrene da også bekæmpelsen af netop Islamisk Stat.

Her er fremtiden for Irak lige nu i fokus, fordi byen Mosul snart ventes at blive befriet for den islamistiske, militante organisation.

Den irakiske regering har anmodet EU om ekstra støtte til den irakiske sikkerhedssektor.

Men på mødet mellem ministrene blev det ikke endeligt besluttet, om en sådan hjælp skal gives.

I en pressemeddelelse lyder det, at EU overvejer at indsætte et rådgivningshold, der kan yde assistance.

Ifølge Anders Samuelsen lægges der dog fra dansk side vægt på, at det internationale samfund må træde til for at underbygge freden.

- Vi understreger fra dansk side, at vi skal være opmærksomme på, at en ting er at vinde krigen. En anden ting er at vinde freden, siger han.

Foruden terrorbekæmpelse og Irak diskuterede ministrene cybertrusler og forholdet mellem EU og Nato.

Samtidig har de netop påbegyndte brexit-forhandlinger ligget latent under hele dagens møde.

Men blandt ministrene er der ikke en klar fornemmelse for, hvordan forhandlingerne vil gå, siger Anders Samuelsen.

- Det er ikke til at forudse. Lige nu er det meget på overskriftsniveau, hvor alle siger, at de er interesseret i at finde en god løsning.

- De konkrete forhandlinger må vise, om det også holder, siger udenrigsministeren.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Nu må vi se, om overskrifterne holder - vi har ingen fornemmelse af, hvordan forhandlingerne kommer til at gå - vi må hellere lade være med at vinde, det er farligt...

Brugerbillede for Leo Nygaard

Igen kan vide, hvordan det var gået, hvis vesten ikke havde blandet sig.
Men jeg ved, at jeg, da det startede, skrev jeg her på avisen, hvordan det ville gå - sådan er det gået.
Det skulle der ikke militær eksperter til at forudsige - og det var der flere der gjorde.
Det lød nok for barskt og inhumant, at sige - lad dem slås, der absolut vil slås - og lad os inddæmme området ved de ydregrænser.
Men nu er det forsent.