Arabiske lande modtager svar på deres 13 krav til Qatar

Saudi-Arabien har modtaget et officielt svar fra Qatar på krav, men oplyser ikke noget om indholdet.
5. juli 2017 kl. 04:15Opdateret 5. juli 2017 kl. 04:30

De fire arabiske lande, som i flere uger har boykottet Qatar, har modtaget et officielt svar på de 13 krav, de forlanger opfyldt for at genoprette forbindelsen til landet.

Det oplyser Saudi-Arabiens udenrigsministerium natten til onsdag i et tweet ifølge Reuters.

Landene gav Qatar en tidsfrist til søndag til at opfylde 13 specifikke krav. Men det skete ikke.

Fristen blev derfor forlænget med 48 timer til tirsdag midnat.

Saudi-Arabiens udenrigsministerium oplyser ikke noget om indholdet i svaret fra Qatar, som er viderebragt af Kuwait, der forsøger at mægle i striden.

Men så sent som tirsdag fastslog Qatars udenrigsminister, Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, at landet ikke har tænkt sig at rette ind.

- Kravene er fuldstændig urealistiske og lader sig ikke efterkomme, fastslog han på et pressemøde ifølge AFP.

Onsdag mødes udenrigsministrene fra Saudi-Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater samt Egypten i Kairo for at drøfte krisen.

De fire lande afbrød 5. juni de diplomatiske forbindelser til Qatar, som de beskylder for at støtte terrorisme samt for at have for tætte bånd til Iran.

Landene kræver blandt andet, at Qatar lukker tv-stationen Al Jazeera, nedtoner de diplomatiske forbindelser med Iran, lukker en tyrkisk militærbase og indstiller støtten til oppositionsgrupper i andre lande.

De Forenede Arabiske Emirater beskylder Qatar for at støtte terrorgrupper i Libyen, Syrien og Yemen.

- Det har intet med terrorisme at gøre. Det er et opgør med ytringsfriheden, sagde Qatars udenrigsminister tirsdag.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jacob Fenger
Jacob Fenger

Offentlig vestlig politik og vestlig presse drejer sig i høj grad om at udpege enkelte syndebukke, for de katastrofale resultater af den skjulte politik, som imperiet og dets allierede har ført i årevis.