Forening: Minister lukker for motionsløb over Storebælt

Det er slut med motionsløb over Storebælt, oplyser foreningen bag. Bag beslutningen står transportministeren.
17. juli 2017 kl. 20:40Opdateret 17. juli 2017 kl. 21:59

Til september får motionsløbere for sidste gang mulighed for at løbe over Storebæltsbroen i motionsløbet Broløbet. Det oplyser foreningen, som arrangerer løbet.

Foreningen, der hedder Broløb Storebælt, er blevet oplyst af Storebælt A/S, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) har besluttet, at det ikke længere skal være muligt at afholde løbene over broen.

Løbet er afholdt fem gange med tre års mellemrum. I år forventer arrangørerne, at løber nummer 75.000 krydser broen.

Ministeren er ikke den eneste i Folketinget, der ikke er tilhænger af motionsløb på de større danske broer.

Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, der selv er blevet forsinket af et motionsløb over Lillebælt, har tidligere gjort det klart, at han og partiet mener, at broløb bør forbydes.

Foreningen Broløbet Storebælt er forundret over beslutningen.

- Det er klart, at det tager lidt længere tid at køre over broen, når der er broløb. Men med alle de tiltag, der er gjort, mener vi, at generne er minimale, siger formand Per Hansen.

- Det bør være muligt, en gang hvert tredje år at afvikle Danmarks måske mest unikke løbebegivenhed.

Foreningen beder ministeren genoverveje sin beslutning.

Løbet foregår normalt ved, at den ene vejbane er spæret af, mens trafikken i begge retninger deles om de to spor i den anden vejbane.

Det har mandag aften ikke været muligt at få en kommentar fra Transportministeriet eller ministeren.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

I mine øjne er det ubegribeligt at både cykelløb og løb/gang over broen er tilladt, da en cykelsti over broen blev "forbudt" at anlægge - fordi det var LIVSFARLIGT for cykellister at passager højbroen.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Dorte Sørensen
Det er et løb, der afholdes hvert tredje år; sammen med evt enkelte andre løb kan det ikke blive til mange dage, og velsagtens fortrinsvis i weekenderne over nogle få timer i løbet af et år, trafikken på broerne generes.
Men politikerne er mopsede over at være blevet opholdt, og sætter så deres magt ind, helt uberettiget.

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Jens Thaarup Nyberg det er ikke det der er mit synspunkt. Det der genere mig er at politikerne mv. ikke fandt det godt at anlægge en cykelsti over broen. Det giver en barirere for de lette trafikanter, der er hel urimeligt.
Fx. er der cykelstier ved flere motorvejsbroer - så hvorfor ikke over Storebælt , det kunne være en flot tur at cykle.
Begrundelsen med livsfare over højbroen, blev jo allerede ved åbningen skudt ned , da der før åbningen var adgang for gående og cyklende .