OVERBLIK: Forstå sagen om uhelbredeligt syge Charlie Gard

Hvor og hvordan skulle dødssyge Charlie Gard dø? Fredag sluttede kampen på et hospice.
28. juli 2017 kl. 20:07

Den 11 måneder gamle britiske dreng Charlie Gard blev holdt i live på Great Ormond Street Hospital i London.

En britisk domstol har tidligere slået fast, at Charlie havde en kronisk hjerneskade, og at den livreddende hjælp til drengen - imod forældrenes ønske - burde afsluttes.

Fredag døde Charlie Gard på et hospice - en uge før han ville være fyldt et år.

- Vores smukke lille dreng har forladt os. Vi er så stolte af dig, Charlie, udtalte hans mor, Connie Yates, fredag.

Her kan du få et overblik over sagen:

* Charlie var uhelbredeligt syg og led af en sjælden genetisk sygdom.

* Charlie Gard var tilsyneladende rask, da han blev født, men blev hurtigt svagere.

* Han havde alvorlig hjerneskade, og han kunne ikke åbne sine øjne eller bevæge sine arme og ben. Han var ikke selv i stand til at trække vejret.

* Det var lægerne på Great Ormond Street-hospitalet, der bragte sagen for retten med ønsket om at stoppe behandlingen.

* Charlies forældre, Connie Yates og Chris Gard, havde ønsket, at Charlie fik en eksperimentel behandling, som kan udføres i USA.

* Mandag opgav forældrene dette krav med den begrundelse, at det nu var for sent for deres søn at få hjælp.

* Det skulle efterfølgende afgøres, hvor og hvordan Charlies liv skulle ende.

* Forældrene havde tidligere ønsket at få deres søn med hjem, men det havde hospitalet, han blev behandlet på, afvist.

* Onsdag gav en dommer i London forældrene og hospitalet frist til torsdag middag til at forsøge at enes om, hvorvidt Charlie skulle blive på hospitalet eller flyttes til hospice.

* Torsdag afgjorde dommeren i London, at Charlie skulle flyttes til et hospice, hvor den respirator, der holdt ham i live, ville blive slået fra.

* Fredag aften meddelte forældrene ifølge flere britiske medier, at deres søn var afgået ved døden.

* Charlie Gards forældre har fået stor støtte på de sociale medier og havde indsamlet 350.000 underskrifter i kampen for behandling i udlandet og et beløb svarende til 11 millioner kroner.

* Sagen har været gennem flere runder i retssystemet og også forbi Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Her blev sagen dog afvist.

* Sagen har vakt international debat. Paven og USA's præsident, Donald Trump, har blandet sig.

Kilder: BBC, dr.dk og bt.dk.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Dette er et virkelig tragisk livsforløb der ender ulykkeligt for alle (måske med undtagelse af de gode historier der er skabt) , og det må vel indrømmes at det kun forløber sådan på grund af manglende respekt for autoriteter/elite? Eller ligefrem mangel på gudsfrygt?