Samuelsen: Italien får ikke hurtig løsning på migranter

Der er kun én vej for migranter, og det er tilbage igen, siger udenrigsminister inden møde om migranter i EU.
17. juli 2017 kl. 11:56Opdateret 17. juli 2017 kl. 12:01
Delt 8 gange

Der findes ikke hurtige løsninger, der kan hjælpe Italien med de mange flygtninge og migranter, der bliver fundet på Middelhavet og sejlet til landets kyst.

Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mandag inden et udenrigsministermøde i Bruxelles, hvor tilstrømningen blandt andet er på dagsordenen.

- Der er ikke en snuptagsløsning. Vi får først løst det her, når vi for alvor får fat i de langsigtede løsninger; Får stoppet for migrationsstrømmen og får givet et klar signal om, at man ikke får asyl, fordi man er fattigdomsflygtning.

- Der er kun en vej, og det er tilbage igen, siger han.

Italien har appelleret EU om at tage mere ansvar for de tusindvis af flygtninge og migranter, der kommer til landet, primært fra Afrika.

Landet har blandt andet truet med at tildele migranterne et visum, så de frit kan rejse videre fra Italien op igennem Europa.

Det løsningsforslag kritiserer Anders Samuelsen. Han ser ikke nogen mulige hurtige løsninger på problemet.

I stedet skal der arbejdes langsigtet ved blandt andet at samarbejde og støtte de lande, som migranterne kommer fra.

De mange flygtninge og migranter kommer fra store dele af Afrika til Libyen, hvor de typisk betaler menneskesmuglere for at give dem pladser på gummibåde, som de håber vil fragte dem til Europa.

Oftest holder bådene dog ikke, og de mange migranter samles i stedet op af den libyske kystvagt eller EU's kyst- og redningsvagt "Operation Sophia".

Sidstnævnte kystvagt skal EU ministrene mandag beslutte, om de vil forlænge mandatet til.

Det er langt fra første gang, at ministrene har diskuteret problemet med den øgede tilstrømning af flygtninge og migranter.

Blandt andet har EU tidligere lavet en aftale med Tyrkiet, der har sat en effektiv stopper for en del af tilstrømningen til Grækenland.

Men samme løsning kan ikke laves med Libyen, mener Anders Samuelsen.

- Libyen er ikke til at sammenligne med dengang, hvor vi lavede en aftale med Tyrkiet, som er en stat, man kan forhandle med. Det er Libyen ikke, siger han.

Libyen er præget af uroligheder, og en regering der har mistet kontrol med store dele af landet.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Tørke og folkevandringer fortsætter og Anders Samuelsen lyver.

"Ifølge forskere vil hedebølger blive mere almindelige i de kommende år."
No shirt Sherlock EU høster som EU sår!

I virkelighedens verden, hvor vi andre må leve, der hænger global samlet set økonomisk vækst, i kølvandet de menneskeskabte klimaforandringer og tilstødende et eksploderende antal mennesker, kastet ud i ekstrem fattigdom, sammen med den af Folketingets førte politik.

"Det er afgørende for regeringen, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at understøtte, at Danmark fortsat er et førende olie- og gasland."
Klimaminister Lars Christian Lilleholt.

"Landsforræderi betegner den forbrydelse, det er at begå handlinger, der er til fare for ens eget lands sikkerhed eller er i åbenlys modstrid med dets interesser."

Brugerbillede for Gert Romme

Tænk hvor jeg er træt af, at danske Anders Samuelsen (LA) igen og igen udsender pressemeddelelser, om hvad han mener. Samt at Ritzau uhæmmet sender disse ligegyldigheder videre til medierne.

Anders Samuelsen (LA) er absolut ingen ekspert i noget som helst. Til gengæld må man jo nok kunne forlange, at han som dansk minister arbejder for Danmarks og for EU´s interesser. Og det gør man i hvert fald ikke ved at fortælle Italien, at der ikke finde løsninger på dette akutte EU-problem.

- Hvilke konstruktive løsninger arbejder denne Anders Samuelsen (LA) egentlig på, for at løse dette problem?
- Og hvor aktiv er han egentlig i sine bestræbelser?

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Nu har der været ballade siden anden verdenskrig. Og hvis verdens mest kompetente udenrigsminister ikke kan klare ærterne, hvem i al verden skal da så?

Brugerbillede for Anne Albinus
Anne Albinus

Den 30.6.17 mødtes Anders Samuelsen i Rom med sin italienske kollega Alfano.

If. Alfano talte de bl.a. om Europas fælles skæbne, udfordringerne, det transatlantiske samarbejde, kampen mod terror og terrorforebyggelse i Italien, Brexit, EU, Eurozonen, Schengen, OESC. Og de talte længe om det libyske spørgsmål og Italiens udfordringer i den sammenhæng. 

Samuelsen sagde: vi har været i stand til at lukke Balkanruten. Situationen i Libyen (en slags failed state) gør, at mange flygtninge kommer til Italien. Det er meget vigtigt at finde løsninger. Det er selvfølgelig ikke i orden, at ét land har problemer.

Alfano sagde, at han er overbevist om, at vennelandet Danmark vil gøre alt, hvad der er muligt, ikke i bilateral sammenhæng, men i europæisk sammenhæng, hvor man med størst effektivitet kan behandle spørgsmålet.

Klip fra pressekonferencen:

https://www.youtube.com/watch?v=5TM2BoZdO1s

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Italien overvejer at give alle flygtninge og migranter frit visum til hele Europa.
Det overvejede man ikke, da Grækenland sad med problemet.