Stort jordskælv rammer ud for Ruslands Kamtjatka-halvø

Et jordskælv, der har en styrke på 7,8, har ramt mellem en halvø i det østlige Asien og det vestlige Alaska.
18. juli 2017 kl. 02:25Opdateret 18. juli 2017 kl. 03:53

Et kraftfuldt skælv med en styrke på 7,8 har ramt mellem den russiske halvø Kamtjatka i det østlige Asien og Aleuterne, der udgør de vestligste småøer af den amerikanske delstat Alaska.

Det oplyser det amerikanske jordskælvscenter USGS ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Skælvet har udløst et varsel om en tsunami i en afstand af 300 kilometer fra epicentret.

Det fandt sted klokken 0.34 natten til tirsdag dansk tid omkring 200 kilometer fra den lille landsby Nikolskoye, der ligger på en ø cirka 300 kilometer fra Kamtjatka-halvøen.

Dermed kan Nikolskoye blive ramt af en tsunami.

Grundet afstanden til epicentret vil der ifølge det russiske nyhedsbureau Tass kun være tale om en bølge på maksimalt en halv meter.

Den er derfor ikke til fare for indbyggerne i Nikolskoye, oplyser en kilde fra det russiske Center for Geofysisk Service til Tass.

Det blev først rapporteret, at skælvet havde en styrke på 7,7. Det blev efterfølgende justeret til først 7,4 og senere 7,8.

Der er tale om et meget overfladisk jordskælv, der rakte kun cirka ti kilometer under havets overflade.

At skælvet er overfladisk kunne have styrket skælvets effekt, hvis ikke det havde fundet sted så langt fra land.

Der fulgte adskillige efterskælv. Deriblandt var et par stykker med en styrke på 5,0.

/ritzau/Reuters

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu