USA varsler snarlig melding om udskældt atomaftale med Iran

Rex Tillerson er på vej med en erklæring om atomaftalen med Iran, siger talsmand i Det Hvide Hus.
17. juli 2017 kl. 21:26Opdateret 17. juli 2017 kl. 21:50

Donald Trump har ikke lagt skjul på, at han er stærkt utilfreds med en atomaftale mellem Iran og seks store lande, som hans forgænger Obama indgik i 2015.

Nu er Trumps udenrigsminister på vej med en erklæring om den udskældte aftale.

Rex Tillerson vil meget snart komme med en udtalelse om aftalen, der over det meste af verden blev betragtet som et vigtigt skridt frem.

- Udenrigsministeren er meget snart klar med en erklæring om den aftale. Alle kender formentlig præsidentens klare holdning, at denne aftale er dårlig. Dårlig for USA, siger talsmand Sean Spicer i Det Hvide Hus.

En domstol i Iran dømte forleden en amerikaner til ti års fængsel for forsøg på at "infiltrere" landet.

Kort efter sendte USA en appel til Iran om at løslade alle amerikanske og andre udenlandske statsborgere, som ifølge USA tilbageholdes på falske anklager.

Samtidig med meldingen om amerikanerens dom kom også en besked om, at en bror til Irans præsident, Hassan Rouhani, var fængslet. Fængslingen skete på andre anklager, end dem amerikaneren blev dømt på.

Rouhanis bror Hossein Fereidoun, som er fortrolig ven af præsidenten, var med på det hold af forhandlere, som i 2015 omsider landede en international aftale om Irans atomprogram.

Aftalen skulle fra USA's og Vestens synspunkt sikre, at Iran ikke kan udvikle atomvåben. For Iran var målet at få ophævet sanktioner, der har lammet landets udvikling.

Aftalen har ikke kun været upopulær og kritiseret af Trump.

Også blandt Irans konservative, som har betydelig indflydelse i retsvæsnet, ønskes den skrottet.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu