Arbejdsomme Hønge skal brede SF's politik ud

Karsten Hønge er ny politisk ordfører i SF. Det vil gavne SF-formand Pia Olsen Dyhr, vurderer hun selv.
13. august 2017 kl. 15:21Opdateret 13. august 2017 kl. 15:40

Som formand for SF er man normalt også partiets politiske ordfører og dermed absolut frontfigur.

Det har SF nu lavet lidt om på, efter at Karsten Hønge er blevet udnævnt som politisk ordfører.

Det er SF-formand Pia Olsen Dyhr, der har peget på Hønge. Han er også kendt som "vikaren fra helvede" efter sin rolle i Dong-sagen, der fik SF til at træde ud af den daværende SRSF-regering.

- Vi prøvede at have en politisk ordfører, da SF sad i regering, og det fungerede godt.

- Det gør det muligt for SF at bringe flere mennesker i spil, at der er flere, der kender vores folketingsmedlemmer, og så er Karsten Hønge dygtig, siger Pia Olsen Dyhr i forbindelse med SF's sommergruppemøde søndag.

Hun ser valget af Hønge som ganske logisk.

- Pilen peger på Karsten Hønge, fordi han er ekstremt arbejdsom. Han har vist sig at være skarp efter at være blevet genvalgt i 2015, og han har været god til at sætte dagsordenen på hele arbejdsmarkedsområdet.

- De kvalifikationer vil vi gerne bruge til at brede ud til hele SF's politik, siger hun.

Med valget af en politisk ordfører håber Pia Olsen Dyhr på, at hun får bedre tid til at fokusere på de langsigtede planer for Danmark.

- Det at have en politisk ordfører fungerer godt i andre partier. Det betyder, at flere mennesker kan bidrage til mediedagsordenen, og det har vi bestemt også brug for, siger Pia Olsen Dyhr.

Hønge er kendt for at sige sin mening. Formanden er ikke bange for, at det kan skabe konflikter, når han nu er politisk ordfører og skal tale på hele partiets vegne.

- Jeg tror, at danskerne rigtig gerne vil høre politikere sige deres egen mening og være er ærlige. Det er Karsten Hønge, siger Pia Olsen Dyhr.

Hønge er klar over sin fremtoning og til tider skarpe tunge.

- Der har altid været lidt strøm på mit sprog. Det er jeg faktisk kommet langt med i stedet for at sidde og fedte med det, har han udtalt til TV2.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu