En er død under sammenstød om sydstatsgeneral i Virginia

Bil pløjer demonstranter ned under konfrontation med hvide nationalister i den amerikanske by Charlottesville.
12. august 2017 kl. 19:14Opdateret 12. august 2017 kl. 21:55

En er død under sammenstød i Charlottesville, Virginia, mellem højrenationalister og moddemonstranter, oplyser byens borgmester, Mike Signer.

- Jeg er knust over, at et liv er tabt her, skriver han på Twitter.

- Jeg opfordrer alle folk af god vilje: Gå hjem.

Det skriver han, kort efter at en ukendt person pløjede en bil ind i demonstranter, der var på gaden for at demonstrere mod folk fra Ku Klux Kan, nynazister og alt-right-bevægelsen.

Ifølge Washington Post blev cirka 10 personer ramt ved påkørslen, og da bilen bakkede væk fra stedet.

Guvernøren i Virginia, Terry McAuliffe, erklærede tidligere lørdag den amerikanske stat i nødretstilstand.

Det sker som reaktion på sammenstødene mellem de hvide nationalister og moddemonstranter i byen Charlottesville tidligere på dagen.

Guvernøren skriver på Twitter, at han har indført nødretstilstand som "et svar på volden" og for at give statens politi og sikkerhedsstyrker mulighed for at gribe ind.

De højreorienterede grupper raser over en beslutning om at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee - en markant officer under den amerikanske borgerkrig.

Sydstaterne gik i krig i 1861 for retten til at have sorte slaver. De tabte krigen til nordstaterne.

Lee står opstillet i en park i byen. Tidligere i år besluttede byrådet at fjerne statuen.

Hundredvis af mennesker stod opstillet over for hinanden lørdag formiddag (eftermiddag dansk tid).

Der lød skrig og råben, blev uddelt knytnæveslag og kastet med flasker, da hvide nationalister med sydstatsflag i hænderne forsøgte at presse sig forbi moddemonstranterne.

De talte blandt andet medlemmer af Ku Klux Klan og alt-right-bevægelsen, en løs gruppering som præsident Donald Trumps nærmeste rådgiver, Steve Bannon, har et nært forhold til.

Bannon var indtil sidste år leder for det højreradikale nyhedsmedie Breitbart News, som han kaldte "platformen for alt-right-bevægelsen".

Flere i Charlottesville var mødt op i uniformer og bar skjolde. De bar også åbent skydevåben.

Jason Keller, der er en højreorienteret blogger, siger, at de havde planlagt en "prohvid" demonstration for at protestere mod, at general Lee skal fjernes fra parken i bymidten.

I et tweet skriver præsident Donald Trump:

- Der er ingen plads for den slags vold i Amerika. Lad os stå sammen.

Charlottesville ligger cirka 160 kilometer fra hovedstaden Washington.

/ritzau/AP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hans Larsen

"En er død under sammenstød i Charlottesville....."

Ville det ikke være mere rimeligt ar skrive, at en er dræbt i et nynazistisk terrorangreb i Charlottesville? Eller måske et kristent terrorangreb?

Prøv lige at forestille jer, hvordan denne tråd ville være flydt over med hadske kommentarer, hvis gerningsmanden havde været muslim. Nu er der - mere end 12 timer efter at artiklen er kommet på - ingen der føler trang til at sige noget. Hvorfor mon?

Jeg venter også - sikkert forgæves - på, at Naser Khader og andre kommer ud med et krav om, at alle kristne skal tage utvetydigt afstand fra denne terrorhandling, sådan som de for længst ville have gjort, hvis gerningsmanden havde været muslim.