Konservative: Københavns Politi har brug for forstærkning

Bandekonflikten i København eskalerer. Unge mænd skal passe på, når de færdes på Nørrebro, advarer politiet.
5. august 2017 kl. 10:47Opdateret 5. august 2017 kl. 11:20

Bandekonflikten i København har nået nye højder. Det seneste døgn er to helt tilfældige unge mænd blevet ramt af skud. Og politiet opfordrer nu unge mænd til generelt at passe på, når de færdes på Nørrebro.

Det får De Konservative til at ønske forstærkning til Københavns Politi fra andre politikredse.

- Det er helt vildt. Det er surrealistisk, at sådan noget skal foregå i Danmark. Det er jo en falliterklæring, siger retsordfører Naser Khader (K).

- På den ene side er det fint, at politiet advarer de unge mennesker. På den anden side tænker man: Er det virkelig kommet så langt i Danmark.

Khader mener, at Københavns Politi må have forstærkning fra andre politikredse. På den måde er det lykkedes at slå bandeaktivitet ned i Aarhus Vest, henviser han til.

Og hvis det ikke rækker, må militæret træde til og aflaste politiet. For eksempel kan militæret i større omfang bevogte terrormål, mener Khader.

Der bliver derimod ikke tale om at drosle ned på grænsekontrollen for på den måde at skaffe flere betjente til kampen mod banderne, hvis det står til Konservative.

- Terrorbekæmpelse, bandebekæmpelse og grænsekontrol er tre vigtige prioriteter, fastslår Naser Khader.

Han påpeger, at grænsekontrollen blandt andet skal hindre, at jihadister rejser ind i Danmark.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

/ritzau/

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

Det bliver svært for justitsministeren at gå imod sin egen retsordfører, som efterhånden synes at være partiets eneste ordfører.

Københavns Politi har flere medarbejdere end Nordjyllands samt Midt- og Vestjyllands Politi til sammen eller Østjyllands samt enten Nordjyllands eller Midt- og Vestjyllands Politi. Iflg. politi.dk har Københavns Politi ca. 2.300 medarbejdere, Østjyllands Politi har ca. 1.000 mens de to andre nævnte politikredse har ca. 900 medarbejdere hver. Syd- og Sønderjyllands Politi har ca. 950 medarbejdere, mens Sydsjællands Politi har 790 medarbejdere. Disse tal omfatter ikke kun politibetjente men alle medarbejdergrupper.

Befolkningen i provinsen må så leve med næsten at blive overladt til sig selv, vel vidende nærmeste politipatrulje må formodes at være enten i København eller ved grænsen mod Tyskland.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Stop nu med de syriske vaner med militær i gaderne. K, smid ham Khader ud !
Politiet må se at få banket de knægte og sendt dem hjem til deres mor og far.
Hvor er familierne i denne sag.

Brugerbillede for Henrik Wagner
Henrik Wagner

De sidste 20-30 år har konservative og ligesindede hen over midten fremført sangen om, at de ikke vil finde sig mere, hvorefter de har sat ind med stramninger, overvågning og kontrol, nedskæringer, hårdere straffe, bandepakker, ghettoindsatser mm og ignoreret kritik fra forskere og folk, der beskæftiger sig med området udover med mavefornemmelser. Det er en vej, som fører til flere og mere forhærdede kriminelle, har kritikken bl.a. lydt om banderne og om de udsatte boligområder, at dem som flytter ind har endnu færre ressourcer end dem, der flytter ud. Når Khader i dag snakker om fallit, så er vel det næppe en henvisning til partiets fejlslagne politik og de mangeårige tomme løfter, men endnu en prolog om, at vi har været for blødsødne. Måske har vi bare overset nogle effektive mellemøstlige problemknusere så som moderat fysisk pres, ”knubs”, tåregas, håndsafhugning, vandkanoner eller dødsstraf?

Brugerbillede for Christoffer Pedersen
Christoffer Pedersen

Henrik Wagner

Jeg ved positivt at danske fængsler og hele det danske straffesystem regnes for at være tossegodt blandt kriminelle fra østeuropa. Hvordan bandemedlemmerne så oplever det ved jeg ikke. Men jeg ved bandemedlemmerne er så langt væk fra pædagogisk rækkevidde, at forsøg på fornuftig og civiliseret dialog er umulig.
Så jeg tror mere på de skrappe metoder end dem jeg betegner som håbløse.
Der kunne startes med at forbyde enhver form for bander, lave fængsler der er så elendige at de føles som en straf. Det er da også latterligt, at en person som Peter Lundin har adgang til dating fra fængslet og har mulighed for at gøre hans kone - som han har mødt fra fængslet gravid.
Nogle mennesker er bare for ødelagte eller har medfødte egenskaber, som gør de bare må afskrives som uønskede i samfundet. Det er jo sørgeligt men desværre også sandt.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Christoffer Pedersen: "...afskrives som uønskede i samfundet."

Ja, lad os sætte militæret ind og indføre dødsstraf, så slipper vi for alle dem, vi ikke bryder os om. Vi kalder dem bare "uønskede for samfundet", så er den ged barberet.

Hvem skal afgøre, hvem der er uønskede, og hvem der er mønsterborgere? Dansk Folkeparti? I så fald må jeg hellere benytte mine kontakter i underverdenen og anskaffe mig nogle våben. I selvforsvar, selvfølgelig, jeg kunne aldrig drømme om at slå andre mennesker ihjel, med mindre selvfølgelig de vil slå mig ihjel.

Det siges, at en af grundene til, at der begås så mange drab i USA, er fordi man der kan risikere dødsstraf. Man kan jo kun dø en gang, så hvis man alligevel skal i den elektriske stol, kan man jo lige så godt tage så mange som muligt med sig, straffen kan alligevel ikke gøres værre.

At amerikanerne har et middelalderligt retssystem er selvfølgelig trist for amerikanerne, men at hovedløse debattører her i Danmark vil efterligne denne skændsel, er sgu meget, meget trist for os danskere. Der var engang et yndigt land, det er der sgu ikke mere, i stedet har vi fået os en nation af små mennesker med endnu mindre sko. Fly, hvo flygte kan, før hjelm og hjerne brister..

Brugerbillede for Henrik Wagner
Henrik Wagner

Christoffer Pedersen Ja, der er uden tvivl værre fængsler end de danske og lande hvor forråelsen er større både i og uden for. Men når pædagogik ikke synes virkningsfyldt over for dagens forhærdede kriminelle, og hårdere og længere fængselsstraffe synes at fungere som universiteter for mange kriminelle, så er det vel netop gode grunde til at overveje 20-30 års traditioner med konstant optrapning. Og så tænker jeg, at jo mere elendige fængsler, som du åbenbart ønsker dig, des mere afstumpede kriminelle må man forvente, at der kommer ud den anden vej, hvorved det bliver relevant at spørge om det så er håndsafhugning eller dødsstraf der skal til. Vigtigt er også, at der går mange forud før de ender som bandelemmer uden for pædagogisk rækkevidde, og der er mange måder hvor på man kunne sætte ind på, hvis partiernes motiver ikke mestendels var at score stemmer på hævnaspektet.