Støjberg: Hele paletten skal i brug ved hjemsendte migranter

Færre flygtninge og migranter tager over Middelhavet, men det rører på sig over Sortehavet, siger Støjberg.
14. september 2017 kl. 15:43Opdateret 14. september 2017 kl. 16:08

Skal EU-borgerne fastholde tilliden til politikerne, kræver det ifølge integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), at der kommer styr på, hvem der hører til i EU, og hvem der ikke gør.

- Spørgsmålet om at få hjemsendt dem, der ikke har ret til at være i Europa, er helt, helt afgørende. Det er det især for at bevare europæernes og herunder også danskernes tillid til, at vi kan styre tilgangen til Europa, siger hun.

Udtalelsen kommer efter et møde blandt EU-landenes ministre for retlige og indre anliggender i Bruxelles torsdag. Her var migration og terror på dagsordenen.

Selv om der generelt bliver opgjort færre flygtninge og migranter på vej til Europa nu end tidligere, er arbejdet ikke slut, påpeger ministeren.

På Støjbergs initiativ har ulandsbistand og handelspolitik været oppe at vende ved mødet i forbindelse med hjemsendelse.

Desuden er det ikke længe siden, at et uformelt forslag om visumpolitik fra Tyskland blev diskuteret, påpeger hun.

- Helt generelt vil jeg sige, at jeg heller ikke er afvisende for at bruge visumpolitik som en del af det.

- Jeg mener, at hele paletten skal i brug, når det handler om at få hjemsendt dem, der ikke har ret til at være i Europa, siger Inger Støjberg.

Færre flygtninge og migranter søger over Middelhavet end tidligere, og andelen af personer, der kommer til Europa gennem eksempelvis Italien, er dalende.

Fra 1. juli og frem til midten af august var der ankommet 13.500 migranter til Italien. I samme periode i fjor ankom 30.500, viser tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat.

Til gengæld oplever man en begyndende stigning i trafikken over Sortehavet, som man er opmærksom på, påpeger Støjberg.

- Ruterne ændrer hele tiden karakter og flytter sig alt efter, hvilken kontrol der er, og hvor gode landene er til at få registreret de flygtninge og migranter, der krydser havene, vurderer ministeren.

Næste skridt er ifølge Støjberg endnu et møde blandt ministrene. Her er hjemsendelse et af de emner, der er højest på dagsordenen.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu