Dansk optrapning i Afghanistan splitter rød blok

Mens S og R støtter et forstærket bidrag til Afghanistan, så siger SF nej. Vi bør trække os ud, mener SF.
2. oktober 2017 kl. 16:53Opdateret 2. oktober 2017 kl. 16:59

Danmarks militære indsats i Afghanistan har ikke virket - tværtimod er Taliban blevet styrket. Derfor bør Danmark ikke sende flere soldater til landet.

Sådan lyder det fra SF's forsvars- og udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, efter at regeringen mandag besluttede at sende cirka 55 soldater til Afghanistan.

De skal hjælpe de knap 100 soldater, der allerede er udsendt, med sikrings- og eskortekørsel. Beslutningen støttes af Socialdemokratiet og De Radikale, mens SF og Enhedslisten siger nej.

- Jeg er bange for, at vi langsomt med sikkert bliver trukket ind i Afghanistan-krigen igen. Amerikanerne opruster ganske voldsomt i Afghanistan, og det skal vi ikke bidrage til, siger Holger K. Nielsen.

Hvis ikke Danmark sender styrker afsted vil militante bevægelser som Taliban og Islamisk Stat vinde frem på slagmarken, lyder det samstemmende fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Men det giver Holger K. Nielsen ikke meget for:

- Det var præcis den samme argumentation, man brugte, da vi gik ind. Men terrorismen er ikke blevet svækket. Tværtimod er den blevet styrket på grund af vores besættelse af Afghanistan, siger Holger K. Nielsen.

Spørgsmål: Hvad sker der, hvis vi trækker os ud, som du taler for?

- Det er svært at sige, men vores indsats har i hvert fald ikke skabt stabilitet i Afghanistan, og jeg ser under ingen omstændigheder grund til, at vi skal bidrage i hvert fald, siger Holger K. Nielsen.

De Radikale er også skeptiske, men de siger alligevel ja til bidraget:

- Vi bliver nødt til at sige det helt ærligt: Det er en vanvittig svær balance. På den ene side risikerer vi, at den afghanske regering bryder sammen, og at hele landet falder i Talibans hænder.

- På den anden side er det netop den afghanske regering, som vi må lægge pres på, så de begynder at levere de resultater, vi forventer af dem, siger De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard.

Han henviser til, at den afghanske regering var udset til at uddanne nok soldater og politifolk til at vinde kontrollen over landet, så de internationale soldater kunne trækkes hjem. Men det er ikke sket.

Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, mener, at indsatsen vil virke og være med til at forhindre terror i Danmark:

- Vi er et lille tandhjul i det store maskineri, der skal sikre bekæmpelse af terrorisme

- Noget af det, vores styrker i Kabul laver, er at sikre transport og beskyttelse af dem, som varetager uddannelse af de afghanske sikkerhedsstyrker, siger Nick Hækkerup.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eigil Thomassen

På lørdag er det så 16 år siden at den amerikansk ledede koalition uden krigserklæring overfaldt Afghanistan. Det har foreløbig kostet nogle hundrede tusinder mennesker livet og modstanden mod besættelsesmagten er større end nogensinde i Afghanistan. Glæder mig til at se de amerikanske soldater blive fløjet ud fra taget på ambassaden i Kabul ligesom i Saigon 1975. Der kan nok også blive en helikopter til de danske jenser.

Et væksteventyr i Afghanistan,
men hvor er belønningen til os?

Når nu de danske jenser har hjulpet afghanerne
med at levere rekordhøst efter rekordhøst,
år efter år siden invasionen og besættelsen for 16 år siden,
så kunne jeg, som dansk skatteyder godt tænke mig,
at vi fik en betaling i naturalier, for vores indsats.

Opium og heroin bliver aldrig mine foretrukne stoffer,
men en lille klump opium,
for a rainy day......ville jeg ikke sige nej tak til.
Mvh Th:-)