Lektor: Ung østrigsk kanslerfavorit vil efterligne Macron

31-årig partileder kan blive Østrigs nye kansler ved at danne ny alliance i østrigsk politik, vurderer lektor.
15. oktober 2017 kl. 06:32Opdateret 15. oktober 2017 kl. 09:08

Han blev udenrigsminister som 27-årig, og nu kan han måske blive Østrigs nye kansler i en alder af bare 31.

Sebastian Kurz, formand for Østrigs Folkeparti (ÖVP), står til at vinde parlamentsvalget søndag i Østrig.

Den nuværende regeringskoalition mellem det konservative ÖVP og det socialdemokratiske SPÖ brød sammen tidligere på året. Det har udløst valget, der efter planen først skulle have fundet sted næste år.

Og valget kan ende med et historisk brud mellem de to partier, vurderer lektor i tysk og vesteuropæisk samtidshistorie Karl Christian Lammers, Københavns Universitet.

- Kurz vil lave et opgør med samarbejdspolitikken i Østrig siden Anden Verdenskrig, som består i, at de to store partier, ÖVP og SPÖ, næsten altid har dannet en stor koalition sammen.

- Det har skabt stabilitet i Østrig, men også en vis træghed, siger Karl Christian Lammers.

- Det har været umuligt at komme igennem med store reformer og forandre det politiske system.

- De to store partier har delt mange poster mellem sig. Nogle betragter det lidt som et korrupt system, en sammensmeltning af politik, erhvervsliv og fagforeninger, som de to store partier har stået for, siger Karl Christian Lammers.

Hvis Kurz vinder valget, vil han muligvis danne en alliance med det EU- og indvandrerkritiske Frihedspartiet, vurderer den danske lektor.

- Og i og med at ÖVP er rykket mod højre, når det gælder indvandrere, sikkerhed og terrorbekæmpelse, så kunne Frihedspartiet blive en koalitionspartner, siger Karl Christian Lammers.

De nærmere detaljer om den unge kanslerfavorits politiske visioner forbliver ifølge lektoren fra Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet uklare.

- Det står ikke så klart, hvilke reformer han vil gennemføre. Det er først og fremmest et forsøg på at modernisere politikken, skabe en større bevægelse og andre bindinger end de hidtidige mellem de to gamle partier.

- Han prøver at efterligne Frankrigs Macron og skabe en ny politisk bevægelse fokuseret på sin egen person, siger Karl Christian Lammers.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu