Telegram

Nye krav til boliglån rammer folk med høj gæld

Pensionister og unge skal fortsat kunne låne penge, men der kommer begrænsninger på risikable låntyper.
Telegram
26. oktober 2017 kl. 12:16

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er klar med lempeligere retningslinjer for boliglån i husstande med høj gæld. De begrænser typen af lån, der kan optages, når man har høj gæld.

Retningslinjerne skal samtidig give både førstegangskøbere og pensionister adgang til lån.

Dermed forsøger Brian Mikkelsen nu at bløde op på de retningslinjer, som for nylig måtte trækkes tilbage efter advarsler om, at de ville ramme boligmarkedet i København og Aarhus hårdt.

De nye retningslinjer er ikke geografisk afgrænset til de to byer, men gælder for hele landet.

Hvis en husstand optager høj gæld på mere end fire gange husstandsindkomst og kommer over 60 procent i belåningsgrad, vil der fremover være begrænsninger på, hvilke realkredit- eller realkreditlignende boliglån man kan få.

Husstande med høj gæld vil ikke kunne få lån med variabel rente med kortere rentebinding end fem år med eller uden afdrag. Det vil sige, at man ikke længere har adgang til eksempelvis F1-lån.

Har man høj gæld, vil der heller ikke være adgang til afdragsfrielån med variabel rente med rentebinding på fem år eller mere.

Alle andre typer lån vil ikke være omfattet af lånebegrænsningerne. Det betyder eksempelvis, at der ingen begrænsninger er på lån med en belåningsgrad på 60 procent eller derunder.

Det vil typisk være gældende for de såkaldte nedsparingslån, som nogle pensionister benytter sig af.

Det var et af kritikpunkter mod de oprindelige retningslinjer, at de ville ramme pensionister, selv om de har stor friværdi.

Ifølge Brian Mikkelsen vil regeringen med de nye retningslinjer beskytte husstande med en høj belåningsgrad, så de kan stå imod rentestigninger uden at komme i økonomiske vanskeligheder.

Samtidig tager man hensyn til førstegangskøbere, som fortsat vil kunne låne:

- Med de nye retningslinjer ønsker vi at skabe et mere robust og balanceret boligmarked.

- Samtidigt sikrer vi, at man fortsat kan optage lån til køb af bolig, selv om man har høj gæld. Det skal bare ske med større forsigtighed i forhold til valg af lånetype, siger Brian Mikkelsen.

Han understreger, at de nye retningslinjer alene omhandler, hvilke lånetyper låntagere med høj gæld kan få.

Der ændres med andre ord ikke på mulighederne for at få boliglån. Samtidig vil eksisterende boligejere fortsat have mulighed for rene låneomlægninger også kaldet konverteringer.

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, er i tvivl om, hvilket problem regeringen forsøger at imødegå:

- Vi er spørgende til, hvad det egentligt er, man forsøger at løse her. Hvis det kan dokumenteres, at vi har alt for mange familier, der låner penge på et uholdbart grundlag, så er det fornuftigt nok.

- Men det er ikke det svar, vi har fået, når vi har spurgt. Tværtimod så viser det sig, at realkreditter og bankers långivning er meget solid, siger Henrik Sass Larsen.

Han mener, at regeringen i stedet burde se på, om de høje priser i eksempelvis København skyldes, at investorer opkøber lejligheder, der derefter udlejes på portaler som Airbnb.

/ritzau/

Opdateret 26. oktober 2017 kl. 14:58