OVERBLIK: Myndigheders datasjusk fører til politisk handling

25. oktober fremsætter regeringen lovforslag om at give bøde til myndigheder, der sjusker med data.
13. oktober 2017 kl. 04:48

Regeringen vil nu straffe myndigheder med bøder på op til 16 millioner kroner for brud på datalovgivningen. Det sker efter pres fra Folketingets øvrige partier.

Regeringen vil fremsætte et lovforslag 25. oktober. Det skriver Politiken fredag.

Her kan du se nogle af de sager om datasjusk, der de seneste år har bragt fokus på området.

* I foråret 2012 blev it-virksomheden CSC hacket. Data fra cpr-registret, Schengen-registret og fire millioner danskeres kørekortnumre blev stjålet og kopieret. Hverken Rigspolitiet eller CSC opdagede i første omgang forbrydelsen.

* I februar 2015 sendte Statens Serum Instituts Forskerservice et brev til Danmarks Statistik. Brevet indeholdt ukrypterede data om 5.282.616 personer, der havde været bosat i danske kommuner mellem 2010 og 2012. Brevet havnede dog ved en fejl på et kinesisk myndighedskontor.

* I 2016 gennemførte Datatilsynet stikprøver hos 16 kommuner og alle fem regioner. Alle myndigheder fik anmærkninger om brud på persondataloven. Det dækkede blandt andet over, at myndighederne ikke fik tjekket, om de private virksomheder, der håndterer personlige data, agerede som aftalt.

* Rigspolitiet gennemgår det såkaldte banderegister. Det sker, efter at Datatilsynet stødte på forældede registreringer, som ifølge loven burde være slettet. Rigspolitiet skriver i en orientering til Justitsministeriet, at gennemgangen har vist en "mangelfuld datadisciplin". Sløseriet har haft konsekvenser, står der videre.

Kilder: Politiken, Computerworld, Dagbladet Information.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu