Telegram

Robotter overtager stillinger fra fyrede Nordea-ansatte

Fremtiden vil byde på robotrådgivere i bankerne, men Nordea tager forskud på besparelser, mener finansforbund.
Robotter overtager stillinger fra fyrede Nordea-ansatte

RITZAU SCANPIX

Telegram
26. oktober 2017 kl. 11:30

Det er en uundgåelig udvikling, at flere bankansattes job bliver overtaget af robotrådgivere, der kan besvare kundernes spørgsmål og delvist erstatte kontakten med den traditionelle medarbejder.

Det siger formanden for Finansforbundet, Kent Petersen, efter at Nordea har meldt ud, at 6000 ansatte, heraf 2000 konsulenter, skal væk, blandt andet fordi der skal indføres såkaldte chatbots og robotrådgivere.

Men Nordea lægger op til at høste besparelser for digitaliseringen, lang tid før de i hus, mener formanden.

- På lang sigt vil vi opleve, at robotisering giver færre job inden for det traditionelle område. Det ved vi godt, og det ved vores medlemmer også godt.

- Men der er ikke noget, der indikerer, at Nordea på nuværende tidspunkt har opnået et digitalt niveau, der gør dem i stand til at reducere de mindst 4000 medarbejdere, siger Kent Petersen.

Han tilføjer, at der fortsat vil være job til medlemmerne i Finansforbundet, men at det vil være andre typer job.

I de finansansattes fagforening hørte man første gang om den storstilede sparerunde i Nordea torsdag morgen. Planerne kom frem i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal.

Han kalder planerne for bekymrende og helt uforståelige.

- Når jeg ser på butikken, kan jeg simpelthen ikke se, at der er steder, man kan skære. Der er skåret ind til benet alle steder i forvejen. For mig at se handler det her udelukkende om omkostningsbesparelser, siger Kent Petersen.

Nordeas topchef, Casper von Koskull, forventer, at der kan spares 900 millioner euro på en række områder.

250 millioner euro skal findes ved at nedlægge flere filialer og i stedet afholde flere digitale kundemøder via internettet.

Nordea introducerede i september en såkaldt chatbot - en automatiseret kundeservicemaskine - der har svaret på 10.000 spørgsmål fra de norske kunder.

I december tager man en robot-rådgiver i brug, der kan give investeringsråd til kunderne.

Mere af den skuffe skal altså overflødiggøre en del af de 6000 ansatte.

Nordea kom ud af tredje kvartal med et resultat efter skat på 832 millioner euro - det svarer til 6,2 milliarder kroner.

Regnskabet viser, at mens omsætningen i perioden faldt to procent i forhold samme periode i 2016, så steg omkostningerne samtidig med to procent, mens resultatet efter skat faldt seks procent.

/ritzau/

Opdateret 26. oktober 2017 kl. 13:35

Søren Jacobsen

Tiden med de nemme velbetalte jobs under behagelige forhold og høj status er gennem digitaliseringen ved at være slut - Vi siger velkommen til en plads blandt de overflødige. Glæd Jer. Det er virkelig sjovt og meget meget udfordrende hverdag I bevæger Jer hen i mod.

Så sjovt og udfordrende, at det faktisk kan ændre Jeres syn på verden og at I ligefrem sætter kryds ved andet end f.eks. Venstre og Liberal Alliance ved de fremtidige folketingsvalg.

Rikke Emilie Christensen

Ja, man undrer hvor folk skal få løn fra i fremtiden. Når selv en af de sektorer som tjener allerflest penge, ikke investerer i arbejdskraft, hvor skal arbejdspladserne så skabes? For arbejde skal vi jo! Udvikle flere robotter, som udfaser endnu flere arbejdspladser? Rigtig nok skaber robotteknologien også nye, men ikke i lige så stort omfang … Overskud på robotbaserede virksomheder går i højere og højere grad til aktieafkast end til investering i udvikling som kan skabe arbejdspladser.

Lise Lotte Rahbek

Chat-robot: Velkommen til Nordeas kunderådgivning Hvad kan jeg hjælpe med?
Kunde: Jeg har brug for hjælp til lån og investering.
Chat-robot: Vi kan anbefale et lån og en investering.
Kunde: Jatak. Hvor meget kan vi låne? Jeg er deltidsansat som chatrobot i Skatteministeriet...

Trond Meiring, Ole Christiansen, Anne Schøtt, Niels Duus Nielsen, Lars Bo Jensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Christiansen

Hmmmmm....
Fyre mange tusinde ansatte og lade en kæmpe-computer overtage arbejdet ?
Hvor er det nu lige, jeg har hørt den forretnings-ide før.....

Nå ja: Det var jo SKAT.

Søren Jacobsen

De overflødige må for fremtiden nøjes med at tale til en chat-bot eller smartphone apps fremfor ægte læger, advokater og sagsbehandlere. De ægte er for fremtiden forbeholdt eliten. Og hos chat-bots og apps er der altid kontante svar at hente.