USA trækker sig ud af Unesco

USA kritiserer Unesco for at være antiisraelsk. Torsdag har amerikanerne trukket sig fra FN-organisationen.
12. oktober 2017 kl. 15:30Opdateret 12. oktober 2017 kl. 15:52

USA trækker sig ud af Unesco, oplyser det amerikanske udenrigsministerium torsdag.

Udmeldelsen træder i kraft ved årsskiftet.

USA har gentagne gange kritiseret Unesco for at være antiisraelsk.

USA stoppede betalingen til Unesco, efter at FN-organisationen i 2011 lod Palæstina blive medlem.

Landet skylder omkring 550 millioner dollar i ubetalt kontingent, skriver nyhedsbureauet AP. Det svarer til knap 3,5 milliarder kroner.

- Denne beslutning var ikke let og afspejler amerikanske bekymringer over stigende restancer i Unesco, behovet for grundlæggende reformer i organisationen og en fortsat antiisraelsk partiskhed i Unesco, hedder det i en udtalelse fra udenrigsministeriet i Washington.

Selv om USA fra årsskiftet ikke længere er medlem, vil det amerikanske udenrigsministerium alligevel beholde et kontor i Unescos hovedkvarter i Paris.

USA vil som observatør "bidrage med amerikanske synspunkter, perspektiver og ekspertise", meddeler udenrigsministeriet.

Unesco er FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og information. Organisationen udarbejder blandt andet listen over verdensarv.

Fra hovedkvarteret i Paris lyder der beklagelse over, at USA nu melder sig ud.

- Efter at have modtaget officiel besked fra USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, vil jeg som Unescos generaldirektør gerne udtrykke dyb beklagelse over USA's beslutning om at trække sig fra Unesco, siger generaldirektør Irina Bokova i en meddelelse.

Hun tilføjer, at det er et tab for multilateralismen og for "FN-familien".

USA og Unesco har mere end nogensinde brug for hinanden, fordi "stigningen i voldelig ekstremisme og terror kalder på nye langsigtede indsatser for fred og sikkerhed," siger Bokova ifølge AP.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Det er meget beklageligt.
UNESCO registrerer og administrerer listen over verdens kulturarv og naturarv.
Hvis et stykke verdens-arv trues, maltrakteres eller ødelægges, tages det af listen.
Det skete fx. med Dresden i Elbens floddal, hvor Tyskland byggede en motorvej ud gennem det hele.

Timbukto i Mali er også på listen, skønt byen blev slemt beskadiget under NATOs og FN´s militær-aktion for at holde islamiske krigere fra det tidligere Libyen ude af det sydlige Mali.
https://da.wikipedia.org/wiki/Timbuktu

USA har mærkeligt nok ikke mange emner på listen, Frihedsgudinden er en af dem, men det viser noget om deres manglende engagement.

At være på listen har to virkninger: 1) at blive bevaret, og 2) at skabe opmærksomhed.

Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Det rene vrøvl fra La Trumpistas. Udenrigspolitik som indenrigpoloitik igen-igen? Var Palmyra alligevel ikke en kæft værd som Hotel emne?

Eller er et fordi at Det Fjerde Rige er på vil omlave Jorden i eget billede? Det er ikke så langt ude som "officialdom" tror.

Brugerbillede for Frank Hansen

Jeg har netop vist en bekendt Chusonji templet i Hiraizumi, som er beliggende i det nordøstlige Japan. Det blev færdiggjort i 1124 og er både et prægtigt kunstværk samt verdens eneste tempel i massivt guld. Andre templer, som det gyldne tempel i Kyoto, er blot beklædt med bladguld. Min bekendte bemærkede, at Chusonji templet først er medtaget på Unescos liste over kulturarven i 2011. Det viser lidt om hvor eurocentrisk Unescos liste egentlig er. Der findes snart ikke den sten i Rom, som ikke er med på listen, medens det kniber gevaldigt med kulturarven fra andre kulturer.

Undersøgelser har vist, at der er indlejret elfenben i marmoret i nogle relieffer i templet, som genetisk kan henføres til afrikanske elefanter. Der har altså været tidlige handelsforbindelser, som vi slet ikke kender noget til. Marco Polo omtaler i sin rejseberetning, at han har hørt fortællinger om et tempel af det pureste guld, som skulle ligge i det legendariske Zipangu, en ø i havet øst for Kina.

Brugerbillede for Troels Larsen

Kan jeg også opsige mit lejemål og bare blive boende som observatør?

Tænker jeg også vil komme til beboermøder og diverse andre aktiviteter for at give mit besyv med - jeg er jo så klog og vigtig forstår I.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Frank Hansen:
- man skal selv søge om optagelse på listen, og vedlægge et anseligt ansøgningsmateriale.
Det kan være, at Japan ikke har været ivrig nok, og brugt kræfter nok, som man ikke ved, hvad der kommer ud af.

Danmark har 7 på kulturArvslisten. De sidste 2 er fra 2015, - det er Brødremenighedens by Christiansfeld ved Kolding, henholdsvis Christian den 5.´s parforcejagtsystem nord for København. Det sidste blev der arbejdet et helt år med, inden ansøgningen blev sendt.