Dansk eksdommer: Gift skal ikke kunne medbringes i retten

Det burde ikke kunne ske, at en dømt krigsforbryder har gift med i retten, siger dansk eksdommer ved ICTY.
29. november 2017 kl. 13:35Opdateret 29. november 2017 kl. 14:52

Kropsvisiteringer er fast praksis før retsmøder, og det bør ikke være muligt at smugle gift med i retten, siger en tidligere dommer ved FN-tribunalet ICTY.

- Det bør ikke kunne ske. Jeg har siddet i retten hver dag i syv år, og jeg har aldrig oplevet det, siger Frederik Harhoff.

Harhoff, som i dag er professor emeritus, var i en årrække dommer ved krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag.

Det er ikke bekræftet, om Slobodan Praljak, der blev dømt for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, faktisk indtog gift.

Men han drak af en lille brun flaske. Det fremgår tydeligt af billeder fra rettens officielle videotransmission. Hans forsvarer sagde i retten, at Praljak havde indtaget gift, og en læge blev tilkaldt.

Alle, der kommer ind i tribunalets retslokaler i Haag, bliver visiteret, og medbragte ting gennemlyses som i en lufthavn, fortæller juraprofessoren.

- Det bør selvfølgelig ikke kunne ske, og jeg har også svært ved at tro, at det er sket. Alle, der bliver ført ind i retslokalet - undtagen dommerne og deres hjælpere - bliver kropsvisiteret, siger Frederik Harhoff.

Den danske juraprofessor nævner dog eksempler på, at det tidligere er sket, at tilstedeværende ved retssager har haft held til at smugle sager ind.

Han mener, at der må være tale om en menneskelig fejl i sikkerheden, hvis Praljak har smuglet gift ind i retslokalet.

Tribunalet i Haag har onsdag eftermiddag meddelt, at retslokalet nu håndteres som et "gerningssted".

En time efter den påståede giftindtagelse meddeler en ansat ved domstolen, at Praljak fortsat er i live. Han modtager behandling, hedder det.

En dom på 20 års fængsel til Slobodan Praljak blev stadfæstet onsdag. Det skete umiddelbart før de dramatiske begivenheder.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Giften er endnu ikke analyseret. Men det ligger klart, at general Slobodan Praljak simpelt hen døde af at have indtaget indholdet af den lille brune flaske. Så mon ikke det var en slags giftstof, der var udviklet til "særlige lejligheder".

Og flere udenlandske medier mener desuden at vide, at generalen slet ikke havde noget på sig, da han kom ind i retslokalet. Så sagen retter sig nu mod hans tolk og hans forsvarere. Samt hvem på højt niveau i Kroatien der ikke ønskede, han skulle begynde at samarbejde med retten.