OVERBLIK: Fremtrædende serbere dømt for krigsforbrydelser

Ratko Mladic slutter sig til gruppen af fremtrædende serbere, der er dømt for krigen i Bosnien-Hercegovina.
22. november 2017 kl. 12:33

Den tidligere hærleder for de bosniske serbere, Ratko Mladic, er onsdag idømt fængsel på livstid for sin rolle i krigen i Bosnien-Hercegovina fra 1992-1995.

Han er kendt skyldig i 10 af 11 punkter, herunder forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.

Her kan du få et overblik over andre fremtrædende serbere, der er dømt for forbrydelser under borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina:

* Radovan Karadzic, tidligere politisk leder for de bosniske serbere.

Skyldig i folkedrab og ni andre anklager, herunder udryddelse, deportationer og at tage gidsler. Han er idømt 40 års fængsel. 72-årige Karadzic har anket dommen.

* Momcilo Krajisnik, tidligere leder for de bosniske serbere.

Skyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Han blev idømt 20 års fængsel. Krajisnik blev løsladt i 2013 efter at have afsonet to tredjedele af dommen.

* Biljana Plavsic, tidligere vicepræsident for løsrivelsesrepublikken Republika Srpska.

Skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og som den eneste kvinde dømt af Den Internationale Domstol for det tidligere Jugoslavien. Hun blev idømt 11 års fængsel i 2003. I 2009 blev hun løsladt i en alder af 87 år.

* Slobodan Milosevic, tidligere jugoslavisk og serbisk præsident.

Tiltalt for to folkedrab og flere tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden. Han døde i sin celle i 2006 i en alder af 64 år, mens han ventede på, at der blev afsagt dom.

Kilde: AFP

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu