Flertallet af de australske vælgere har stemt ja til at legalisere homoseksuelle ægteskaber. Det skriver avisen The Australian.
Afstemningen er vejledende, men den australske premierminister, Malcolm Turnbull, siger, at han vil sende et lovforslag til afstemning i parlamentet, nu hvor befolkningen har givet grønt lys.
- Det australske folk har bedt os om at gøre dette. Vi er forpligtet til at gøre det inden jul i år, siger Turnbull på et pressemøde i Canberra.
61,6 procent stemte ja, mens 38,4 procent stemte nej.
Afstemningen har været omstridt, fordi den har kostet de australske skatteydere 122 millioner australske dollar. Det svarer cirka til 590 millioner danske kroner.
Kritikere har sagt, at Turnbull burde have udvist mere mod og vedtaget en lov i parlamentet i stedet for at sende den til folkeafstemning.
En af kritikerne af afstemningen er oppositionsleder Bill Shorten. Han så hellere, at parlamentet havde taget affære og stemt en lov igennem.
- Først og fremmest vil jeg takke medlemmerne af vores LGBTQI-miljø. I burde ikke skulle have debatteret jeres rettigheder i en valgkamp, men i omfavnede den, siger Shorten foran et stort antal tilhørere i Melbourne.
LGBTQI er en betegnelse for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner, queers og interseksuelle.
Bill Shorten mener også, at der skal vedtages en lov så hurtigt som muligt.
- I dag fejrer vi, og i morgen lovgiver vi, siger han.
Over alt i Australien fejrer tilhængerne af homoseksuelles ret til ægteskab sejren. Store parker i storbyer som Sydney, Melbourne og Brisbane er klædt i regnbuens farver - et symbol på homoseksuelles kamp for lige rettigheder.
Parlamentet skal nu debattere, hvordan det skal ændre ægteskabslovgivningen.
Den liberale senator Dean Smith har sagt, at han allerede få timer efter afstemningens resultat vil sende en lov til afstemning i Senatet.
Det er dog særdeles tvivlsomt, om en lov kan gennemføres allerede onsdag.
/ritzau/
Opdateret 15. november 2017 kl. 01:25
Fint - og et smukt bevis på, at direkte demokrati ikke behøver at være reaktionært. Tværtimod er det jo egentlig klart, at den største modstand kommer fra reaktionære kræfter, der frygter, at et flertal vil stemme sig til et mindretals penge. Næppe en fuldkommen begrundet frygt.
At kærlighed imellem mennesker overhovedet er noget, der kan eller skal stemmes om, viser hvor latterligt os mennesker, ofte, har indrettet os. Det burde være en selvfølge, at folk skulle kunne gifte sig, hvis de har lyst til det.