Anslået 258 millioner mennesker har forladt deres fødeland og bor nu i et andet land. Det er en stigning på 49 procent siden 2000, viser en ny FN-rapport om international migration.
Rapporten, der udkommer hvert andet år, viser, at andelen af mennesker, der er internationale migranter, er steget fra 2,8 procent i 2000 til 3,4 procent i år.
Samtidig viser rapporten fra FN's kontor for økonomiske og sociale forhold, at andelen af migranter, som bor i højindkomstlande, er steget fra 9,6 procent i 2000 til 14 procent i 2017.
- Pålidelige data og beviser er afgørende for at bekæmpe misforståelser om migration og informere om migrationspolitikker, udtaler generalsekretær for FN's kontor for økonomiske og sociale forhold Liu Zhenmin.
I september 2016 vedtog alle 193 medlemslande af FN en erklæring for at forbedre håndteringen af flygtninge- og migrantkrisen. Ifølge den såkaldte New York-erklæring kan ingen lande håndtere den internationale migration på egen hånd.
Samtlige lande indgik en global pagt for ansvarsdeling og lovede at håndhæve flygtninges rettigheder, hjælpe flygtninge med at blive genbosat og sikre, at de har adgang til uddannelse og job.
Men i begyndelsen af december i år meddelte den amerikanske præsident Donald Trumps administration, at den vil trække USA ud af FN-pagten. Amerikanerne kalder pagten uforenelig med deres migrations- og flygtningepolitik.
Ifølge den nye rapport fra FN er højindkomstlande i 2017 hjemsted for 64 procent af verdens migranter - det svarer til næsten 165 millioner mennesker.
I år lever så mange som to tredjedele af alle internationale migranter i blot 20 lande.
Det største antal - 19 procent svarende til 49,8 millioner - bor i USA. Dernæst følger Saudi-Arabien, Tyskland og Rusland på en henholdsvis anden-, tredje- og fjerdeplads med omkring 12 millioner hver, mens Storbritannien kommer på en femteplads med næsten ni millioner.
Rapporten viser desuden, at migranter har bidraget til befolkningstilvæksten i Nordamerika og Oceanien, og uden migranter ville befolkningen i Europa være faldet fra år 2000 til 2015.
/ritzau/AP
Opdateret 19. december 2017 kl. 07:18
Saudi Arabien med 12 millioner migranter og anden plads? det er noget for danskere, der fokuserer netop på Saudi når det diskuteres migration. Jeg tror ikke de bliver overbevist
med det. Jeg tror også at Saudier giver mere end hele EU for forskellige hjælpe organisationer. Og yderligere til forskellige amerikanske presidenter til deres "fond" eller biblioteker. Forleden dag"siges det at Trump kom hjem med mange milliarder fra Saudi Arabien" Også udsendige fra EU lande kommer hjem med gaver fra Golfen. Men værst er al den olie verden fik i efter grigstiden til den kolossale økonomiske fremgang og som skyldes olie. Og så flytter Trump ambassaden til Jerusalem, som tak.
"krigstiden"