EL-top: Godt at eksborgmester forsvarer eftervederlag

Enhedslisten er kritiske over for politikere, der modtager eftervederlag, selv om de er påbegyndt et nyt job.
7. januar 2018 kl. 15:40Opdateret 7. januar 2018 kl. 16:24

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, er glad for, at tidligere teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL) har forsvaret, hvorfor han trods ekstern og intern kritik har beholdt sit eftervederlag på over 500.000 kroner.

- Det er vigtigt, at han får en række nuancer frem. Blandt andet det med, at han ville stå uden indkomst i en periode, hvis han frasagde sig eftervederlaget.

- Han ville også stå uden feriepenge det første år i sit nye job. Han gør det klart, at det måske ikke er helt så enkelt, som det er blevet fremstillet i medierne, siger Dragsted.

Netop Dragsted og partitoppen i Enhedslisten mener ikke, at borgmestre bør få eftervederlag, hvis de får et nyt job.

I januar er Kabell begyndt i et nyt job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Company. Alligevel modtog han 1. januar eftervederlag på over en halv million kroner.

Søndag sagde Kabell sine første ord om sagen efter ugers tavshed. Det skete på Facebook. Her beskrev Kabell, at han har 26.000 kroner tilbage, når blandt andet skat og partiskat er trukket fra.

Kabell kommer også med en bredside mod netop Dragsted, som tidligere har udtalt, at Kabell ikke burde modtage eftervederlag.

- Jeg er ked af det, hvis Morten Kabell har følt sig uretfærdigt behandlet. Jeg har kæmpe stor respekt for ham og hans indsats som borgmester for Enhedslisten, siger Dragsted.

Kabell skriver, at de tilbageværende 26.000 kroner doneres til velgørenhed. Det er prisværdigt, mener Dragsted.

- Kabell gør det klart, at det i hans tilfælde ikke er tale om et spørgsmål om personlig vinding, lyder det fra Dragsted.

Spørgsmål: Er det i orden, at Kabell beholder sit eftervederlag, selv om I er kritiske over for netop det?

- Jeg synes ikke, at politikere skal have eftervederlag og løn på samme tid.

- Det er derfor, at vi i Enhedslisten i den kommende uge fremsætter et forslag, der skal lukke det hul, som har været for borgmestre og regionsformænd, så de har samme regler som folketingsmedlemmer.

- Nemlig at får du et job, så modregnes den løn, du får i dit nye job, i eftervederlaget. Sådan bør det være, siger Dragsted.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få fat i Kabell. Til DR Nyheder vil han ikke uddybe sit opslag på Facebook.

Københavns netop afgåede kultur- og fritidsborgmester, DF's Carl Christian Ebbesen, meddelte tidligere på ugen, at han frasiger sig sit eftervederlag. Det har han allerede fået udbetalt.

Mandag begynder han i et nyt job i DF's landsorganisation på Christiansborg. Ebbesen vil kontakte Københavns Rådhus med henblik på at få lavet en modregning på baggrund af den løn, han får i sit nye job.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det forekommer mig, at Enhedslisten graver deres grav dybere og dybere.
Ganske uanset hvad omstændighederne er, burde et så intelligente menneske som Morten Kabell for længst have indset, at han har en dårlig sag, og naturligvis have givet afkald på det eftervederlag. Også selv om han synes det er urimeligt, og synd for ham.

Jeg er bange for, at denne sag - fuldt fortjent - vil ramme dem i nakken ved næste valg.

Thomas Andersen

Hykleriet når nye højder, nu godt hjulpet på vej af partitoppen..! Men partiet vil jo også nødig undvære partiskatten af Morten Kabells eftervederlag...

Ole Rasmussen

For at få nuancerne sat i perspektiv, så minder Pelle Dragsted mig om de skolelærere, hvor man skulle bede dem om lov til at gå på toilettet, og af samme grund aldrig nåede det.

Morten Kabell har vel gennem 4 år vidst, at han ikke ville være borgmester pr. 1. januar 2018.
Han har altså haft 4 år til at spare op til at kunne betale husleje og mad den måned, hvor han endnu ikke får løn.
Nu kender jeg ikke størrelsen på Morten Kabells husleje og faste udgifter, men mon ikke det skulle være muligt at klare?
Han har sikkert også en pæn kassekredit, så mon ikke han kunne klare en lønløs januar ved at spænde livremmen lidt ind.
Til Morten Kabells og Pelle Dragsteds orientering kan jeg oplyse, at det er, hvad alle andre ledige må gøre - og uden udsigt til en pæn månedsløn næste måned.

Flemming Berger, Kjeld Jensen, Torben Skov, Hans Larsen og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

EL's logik synes at være, at hvis moral er godt, så er dobbeltmoral dobbelt så godt...

Jørgen M. Mollerup

Principper er noget man holder stejlt på, lige indtil man kan få fingrene ned i klejnekassen - uanset partifarve. Men i en retsstat tæller lovens bogstav forhåbentlig højere end den moralske forargelse. Ret er ret, og hvis ret virker som vrang, er det reglerne, der skal ændres.

Rune Lund sagde på partiets hjemmeside før jul:
— Ingen politikere bør kunne modtage dobbelt løn. Vi skal effektivt have lukket det hul, der åbenbart er i reglerne i dag, så politikere fremover bliver modregnet i eftervederlaget, hvis de får løn fra et nyt job. Og reglerne skal selvfølgelig gælde alle politikere i både folketinget, regioner og kommuner.

https://enhedslisten.dk/2017/12/20/enhedslisten-vil-lukke-hul-for-borgme...

Og i dag siger Pelle Dragsted det samme igen i ovenstående telegram: - Jeg synes ikke, at politikere skal have eftervederlag og løn på samme tid.

Steen Sohn -
men indtil reglerne er lavet om, så tager vi pengene og stikker dem i egne lommer?
For Københavns kommune kunne slet ikke have brug for de 500.000 til noget som helst fornuftigt, bl.a. i miljøafdelingen ?

Herdis Weins
Hvis den østsjællandske lokalpolitiker, Morten Kabells ord står til troende, så afleverer han jo de fleste af pengene - og vil yderligere give de overskydende 26.000 til velgørende formål (og det skal pressen nok holde ham op på).

Men når jeg skal vurdere en sag, så lægger jeg altså mest vægt på, hvad landspolitikerne siger (og de skal også nok blive fulgt af en kritisk presse).

Hvorfor skal kommunens penge gå til velgørenhed bestemt af en tidligere borgmester? Og er det bedre at EL får pengene, end hvis Kabell havde beholdt dem? Og det er vel sagen ligegyldig om Kabell får en halv million eller 26.000 udbetalt.

"If you pay peanuts you get monkeys" lyder et (vistnok) amerikansk mundheld.

Og så er der den berømte jantelov.

Besværlig verden
- hvis vi vil have politikere , der er er dygtige, arbejdsomme og ambitiøse, så er vi nødt til at give dem lige så meget, som de ville kunne tjene andre steder (ellers gider de værdifulde ikke stille op som folketingskandidater og byrådsmedlemmer eller tage tjansen som minister eller borgmester.

- men mange af denne spaltes kommentatorer vil tilsyneladende ikke acceptere, at politikerne får mere end en kontanthjælpsmodtager/folkepensionist/invalidepensionist o l.

Ingen professionel fodboldspiller vil acceptere at gå for en politikerløn , og alle er da enige om, at det er OK og velfortjent at score millioner på at spille fodbold - og der er vel heller ingen , der synes det er urimeligt at mediechefer/-medarbejdere, ingeniører,tennisstjerner m fl tjener fedt i forhold til dem, der lever af f eks en folkepension ( - så hvorfor så den agression og småtskårethed over for politikere ?)

Hvis de velkvalificerede ikke gider stille op i politik, så er der kun de magtsyge psykopater og debile nullerter at vælge imellem, når der er valg.

Vi skal gøre det økonomisk rimeligt og tiltrækkende at stille sig til rådighed som kandidater til folketing og byråd - så stiger kvaliteten af kandidaterne til gavn for alle.

Robert Kroll.
En stor del af Enhedslistens problem er, at de selv var så meget ude med riven da det var Carl Holst. Derfor havde vi forventet lidt mere af dem. Mht. professionelle fodboldspillere så er der mange, der spiller for en løn, der er dårligere end en politikerløn, men det er vist sagen uvedkommende.

Kan nogen for resten huske, hvor mange erhvervsledere, der er blevet grillet et kvarter i TV, fordi de har fået et gyldent håndtryk på flere millioner, de ingenlunde havde fortjent? Var det 100 millioner, Henning Dyremose fik for at bortgive vores fælles telefonselskab i sin tid.

Og så, @anne bach, var det ikke kun Enhedslisten, der var ude med kritik af Carl Holsts grådighed - det var vist et samlet regionsråd.