Lars von Trier modtager Sonningprisen og en million kroner

Tv-serien ’Riget’ slog i 1994 Lars von Triers navn fast i Danmark. Han modtager Danmarks største kulturpris, Sonningprisen
9. januar 2018 kl. 04:32Opdateret 9. januar 2018 kl. 09:57

Den 61-årige filminstruktør og manuskriptforfatter Lars von Trier er årets modtager af Danmarks største kulturpris på en million kroner.

Sonningprisen uddeles af Københavns Universitet til en person, som har udført et »fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur«.

»Vi synes, at Lars von Trier er en helt særlig kunstner,« siger Milena Bonifacini, som er formand for Akademirådet, der har været med til at indstille von Trier til Sonningprisen.

Akademirådet er statens rådgiver inden for kunstneriske og æstetiske spørgsmål.

»I hans film er der en helt særlig styrke og en bredde, som også billedmæssigt er helt fantastisk. Vi (Akademirådet, red.) beskæftiger os jo med, hvordan ting ser ud, og vi er meget optagede af Lars von Triers film,« siger Milena Bonifacini.

Lars von Trier har mere end 20 opsigtsvækkende film- og tv-produktioner bag sig.

I sit arbejde har filminstruktøren også taget mange forskellige genrer op. Det er blandt andet katastrofefilm, melodrama, musical, thriller, horror og komedie.

»Han mestrer at skabe stor kunstnerisk betydning i de forskellige genrer, og han er så overlegen, at han vil jonglere med alle mulige filmiske muligheder,« siger Milena Bonifacini.

I Danmark var det tv-serien ’Riget’ fra 1994, der for alvor slog Lars von Triers navn fast.

Kort tid efter var von Trier med til at udarbejde manifestet Dogme 95, der siden har sat sit præg på ikke bare dansk, men også europæisk film.

Det internationale gennembrud kom i 1996 med filmen ’Breaking the Waves’.

»Lars von Trier har haft meget stor betydning for europæisk film, fordi han altid har haft modet til at gå sine egne veje og følge sine idéer meget kompromisløst,« siger Milena Bonifacini.

I en skriftelig kommentar til Ritzau udtaler Lars von Trier, at han er stolt og taknemmelig over at være modtager af prisen.

»Ordene: ’Fortjenstfuldt arbejde’, som lægges til grund, luner specielt, da det i al ydmyghed har været, hvad jeg igennem årene har bestræbt mig på at udføre,« siger von Trier.

Prisen er stiftet af afdøde forfatter og redaktør C.J. Sonning (1879-1937).

Sonningpris 2018 bliver uddelt på Sonnings fødselsdag 19. april i Festsalen på Københavns Universitet.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er jo ret åndssvagt, at belønne kendisser med medaljer og flere penge.
Ingen tvivl om, at Lars v. Trier er vores største og mest betydningsfulde kunster her i riget. Men har han ikke fået både priser og penge nok? Kunne beløbet ikke gøre større gavn hos unge, ukendte kunstnere, der gerne vil i gang.

Jeg kan ikke forestille mig at jeg nogen sinde får lyst til at se en film med ham igen, nu, hvor jeg kender hans metoder.

Stephanie Willemoës, Ole Buck og Vedkommende Hr. anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

Det er da spændende at dansk film er andet end huset på Christianshavn. Blev Carl Th Dreyer eller Asta Nielsen behandlet særligt godt eller hædret med priser i Danmark dengang de levede ?
Jeg har det lidt blandet med Triers film som jeg i nogen grad synes er overvurderet, men det er jo også ligemeget da jeg hverken er kunstner, filmanmelder eller uddeler priser.