Ministerie får ny kritik i sag om udbytteskat

Ifølge undersøgelse var kontrollen med milliardudbetalinger så tynd, at det var i strid med forvaltningsloven.
13. januar 2018 kl. 22:17

Otte år før danmarkshistoriens største bedragerisag med svindel for 12,3 milliarder skattekroner kom for dagens lys, kendte Skatteministeriet til katastrofale huller i kontrollen med udbytteskat.

Det skriver Politiken.

I en omfattende advokatundersøgelse af sagen, der blev afleveret til Folketingets partier kort før jul, og som Politiken har gennemgået, beskriver et hold advokater en lang række svigt i både Skat og Skatteministeriet.

Ifølge advokaterne var kontrollen med milliardudbetalingerne så tynd, at det var i strid med forvaltningsloven.

Undersøgelsen viser også, at Skatteministeriet i hvert fald siden 2007 har kendt til den ulovlige praksis i kontrollen.

Ministeriets opfølgninger på de alvorlige advarsler har været utilstrækkelig, og at ministeriet har tilsidesat sin pligt til at føre udvidet tilsyn med Skat, lyder det.

Alligevel er der ingen, der kan drages til ansvar for de mange svigt, konkluderer advokaterne.

Sten Bønsing, der er lektor med speciale i forvaltningsret på Aalborg Universitet, påpeger, at typen af undersøgelse rummer begrænsninger.

- De har kun haft det materiale, som de har fået stillet til rådighed, og de har heller ikke haft mulighed for at krydstjekke informationerne ved at spørge ind til uoverensstemmelser, siger han til Politiken.

Ifølge både Sten Bønsing og Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret på Københavns Universitet, bør advokatundersøgelsen følges op med en kommissionsundersøgelse af sagen.

Efter advokaternes afrapportering er der hele Folketinget rundt også et ønske om, at sagen skal undersøges yderligere af en undersøgelseskommission.

Også skatteminister Karsten Lauritzen (V) bakker op om en kommissionsundersøgelse af sagen.

Han afviser, at advokatundersøgelsens form har haft konsekvenser for advokaternes mulighed for at placere et ansvar.

- Det ved man jo ikke, det kan også være, at kommissionen når frem til det samme resultat som advokatundersøgelsen, siger Karsten Lauritzen til Politiken.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Sterling

Det står nu mejslet i sten på Christiansborg: HER SKAL INGEN STILLES TIL ANSVAR

Tyve års bevidst dekonstruktion af Skat har medført en total nedsmeltning, men vi bør ikke overlade opgaven med at genoprette Skat til de samme politikere som bevidst nedbrød det. Skat, Socialvæsenet, Beredskabsstyrelsen, Arbejdsstyrelsen, og sidst har politiet meldt ud at deres virkningsgrad er faldet til under 50 % af normalen.

"Da daværende skatteminister Kristian Jensen (V) i 2007 fremlagde den nye indsatsstrategi for Skat, var det med overskriften: Mindre kontrol, mere vejledning”. "Det er forældet og gammeldags at tro, at man alene løser Skats opgaver med at få den rigtige skat ind, ved at ansætte flere kontrollanter. Jeg tror, man kommer meget længere ved at uddanne borgere og virksomheder i at betale deres skat, siger han". http://www.dr.dk/nyheder/penge/skat-medarbejdere-det-er-alt-nemt-virksom...

"Skats egne tal viser, at de årligt kun kontrollerer tre procent af de virksomheder, der er i Danmark. Og ifølge Skats egen undersøgelse, den såkaldte Compliance Analyse, er der fejl i skatten hos over halvdelen af virksomhederne i 2012. Hver tiende virksomhed snyder ifølge undersøgelsen bevidst. Groft sagt kan virksomheder i et eller andet omfang afregne, angive og betale det, de har lyst til". "Flere medarbejdere, som DR Fakta har talt med, mener, at der er en direkte sammenhæng mellem de mange nedskæringer i Skat og den manglende kontrol af virksomhederne".